Rasmus Strange Thue

Interferens VIII - Deviant Devices

Visual works ’Arbitrary Bouquets’ - Rasmus Strange Thue, 2023
Textbased work ’Deviant Devices - from real estate to virtual estate’ - Sofie Højgaard, 2023

‘Interferens’ (Interference) consist of a series of online exhibitions focusing on the exchange between two architectural media: A text-based piece and a visual piece.
In each exhibition, the two pieces will deal with the same architectural field and will, on the basis of this, interfere and explore new perspectives across the media.
The point of ‘Interferens’ is first and foremost to investigate concrete problem areas through artistic creations within architecture. The aim is also to investigate how two practices can inform each other and what arises in their mutual overlap as well as fractures.

‍Great thanks to Statens Kunstfond for supporting the project.

‍

Deviant Devices - from real estate to virtual estate

‘The field’ åbnede med en forelæsningen om byggelegepladser i midten af 1900-tallet som en live og levet case på forelæsningsrækkens afsæt, forskningsprojektet ’Deviant devices - from real estate to virtual estate in times of material scarcity.’

Der var dagligt nogle som forlod ‘the field’ i frustration. De kunne ikke være i det vækstløse og ufærdige. En større gruppe af midaldrende mænd forlod pladsen midt i at lederen for projektets observatører var i gang med at forklare en journalist på landsdækkende Tv, at ‘det aldrig handler om de strukturer som skabes, eller deres funktionsdygtighed som sådan. Det handler om din nærhed med materialet, kroppens, tidens og fænomenernes møde med materialerne. Det handler om samarbejde. Det handler om æstetik, det handler om at transcendere ideer om vækst, om ejerskab. det handler om at forstå aftryk, ressourcer og åbent forfatterskab.’

‘The field’ iblandt andre felter for eksperiment kaldtes for et ‘Deviant Devices’ og gav navn til projektet. Deviant som i afvigende fra den herskende væksts logik og afvigende fra det statiske og styrede. Device, som et stort felt, der er agent for disse afvigelser.
‘Deviant Devices’ var et forskningsprojekt, der opererede i forskellige felter, void og strukturer, der tog form som en hybrid mellem et varehus, opbevarings- og plads for selv-byg. Deviant Devices blev forsynet byggematerialer DBA, en online user-to-user platform for handel med hovedsageligt brugte ting såsom cementblandere, bildæk og restpartier af mursten, stålrør, elefantriste, balustre, spærtræ, sinusplader, fastlock, tagplader, gyngebeslag, gitterlåge, heb bjælker, porebetonbælter.

Projektet var inspireret af landskabsarkitekten C.TH. Sørensens junk playground idea fra 1931. som førte til verdens første byggelegeplads i Danmark i 1943 og Lollard Adventure Playground i London og Robinson Spielplätze i Zürich. Ideen bag legepladserne var at gøre barnets primitive bygge-huse-grave-huller-leg organiseret og skabte et felt for fællesskab og samarbejde, der kunne sætte børnenes fantasi fri.

The fields forskningsgruppe forstod ikke blot byggelegepladserne, som et sted for leg og fællesskab men som et laboratorium for arkitekturen og dens grundlæggende spørgsmål om hvordan vi bebor verden. The field, var en af flere elaborerede udgaver af byggelegepladsen hvor mødet mellem genbrugsmaterialer og de frivilligt deltagende skulle danne grundlag for byggede suggestive strukturer. Tesen var at den fysiske nærhed med materialer ville være afgørende i ændringen af vores verdensbillede og forståelse for ressourcer og måske dannelsen af en ny arkitektur.

Forskerne bag projektet jokede med at form-follows-fuel, og med knaphed på både materialer og energikilder dækkede joken over et sorgfuldt håb om en ny æstetik. I takt med at de sidste dråber af sort energi/fuel var blevet udvundet, var håbet at denne energikildes mørke void ville transformeres til motivation for endeligt at afvige fra vækstens udsugende paradigme.

Præmissen for the field, der udfordrede de deltagende, var at det aldrig kunne blive færdigt. Det var som en levende organisme, hvis eneste faste bestanddele var dens indkredsning. The field lå på et hjørne af et bolig og institutionsområde kendt for sin særligt gamle træer. Feltet udsprang fra et lokalt byttemarked, hvor der var en hastig udveksling af brugte ting som dannede en naturlig tilkomst af mange forskellige mennesker.

Processerne på pladsen var ret forskelligartede. I de tidlige uger var sortering et dominerende princip. Der blev arbejdet med vådt og tørt i modsatte ender af byggepladsen, hvilket førte til vidtrækkende diskussioner om kategorisering. En gruppe af unge personer med fletninger brugte en hel dag på at diskutere om materialer, der var sårbare over for rust og svamp hørte til den samme kategori. Med tiden var der mere tale om forskellige arrangementer end organisering ud fra kategorier. Nogle arrangementer var ordnet efter ortogonale systemer, andre ud fra fraktale organiseringsprincipper og senere arrangementer, som de arbitrære opstillinger, der indimellem spredte sig som logik over hele pladsen.

Observatørerne dokumenterede dagligt konflikter. De var vigtige for researchen da de blev anskuet et potentiale til at kortlægge og forstå tesens barriere og i forlængelse heraf, at danne grundlag for at transcendere eksisterende perspektiver. Nogle konflikter kom af kolliderende verdensbilleder og ideer, andre af underliggende neuroser og ængsteligheder.
‘Du skal gøre de balustre rene inden de kan komme ind her’ sagde en person med en solbleget grå kasket. Der fandtes utallige noter, der beskrev situationer som denne, hvor nogle deltagende mener at materialerne skal holdes rene, og andre slet ikke forstår, hvad der menes med rent.

Udgangspunktet for al aktivitet på sitet var dynamisk. Det var en klart for alle at byggeelementerne var i opbevaring med henblik på at skulle videre og at alle byggede strukturer, derfor havde ophobning eller opbevaring som dogme. Grundprincipperne for al konstruktion blev afkodet på få dage. De byggede strukturer var afhængige af altid at skulle kunne optage ekstra elementer eller afstå, uden at falde sammen. De skulle kunne skilles ad nemt og let optage eller indgå i nye arrangementer. De vilkårlige mængder af eksempelvis jernrør skulle holdes indenfor den samme konstruktion, således at de let kunne identificeres og bringes ud af the field igen.

Såvel som de fysiske processers forskelligartethed, var årsagen til deltagelse og projekterne også divers. Nogle kom for at være dygtige og blive set, andre for at styre og planlægge, nogle for radikaliteten, andre for at eje og handle, nogle for at undgå ensomheden, andre for at se hvad der skete. Det skabte mange møder mellem samfundsgrupper, der normalt kun blev konfronteret med hinanden i begrænset omfang.

I begyndelsen gik diskussionen blandt observatørerne på, hvorledes strukturerne og feltet ville komme til at se ud, når der bliver bygget med kendte formater, der er fabrikeret til at passe sammen. Ville genkendelige strukturer blive fremkaldt og hvad ville det betyde?
Et andet spørgsmål var om der ville opstå variationer fra felt til felt og om der ville opstå stedsspecifikke principper eller om de ville være generiske og passe i det globale alfabet af komponenter. Ikke bare strukturernes formsprog blev diskuteret men også organiseringen af selve feltet sammen med den tredimensionelle organisering af strukturerne. Ville organiseringen af feltet variere og ud fra hvilken logik? Ville byggematerialerne organiseres fra fugtet til sprødt? Ville organiseringen være defineret af tech, fra elektronisk til analogt? fra sårbart til resistent? og resistent imod hvad?
Det løb hurtigt over i en samtale, der handlede om enkeltstående målbare effekter, såsom fugt og vind, som igen affødte nye spørgsmål. De handlede derimod om samlingerne og sammenhængende, voidet - ville forståelsen af en samling variere fra felter ved kysten til indland? Hvad ville definere mellemrummene? Ville det være rummene indenfor den enkelte struktur, eller mellemrummet imellem flere konstruktioner?

I nogle områder af feltet sorteres alle materialer skarpt i kubiske bunker og i andre områder, blev der arbejdet med lagdelinger, hvor forskellige komponenter sammenblandes indenfor kuberne. Ved siden af materiale indleveringen arbejdede nogle med at bøje og strække plader, andre med at få ting til at svulme og nogle med en pertentlig opmærksomhed på at lave klare kanter, hegn og overgange. En dag arbejdede alle deltagende sammen om at lave et præcist forløb af små huller spredt over hele pladsen, som kunne opsamle fugt. På andre dage, blev der i to-personers grupper lavet niveauer og podier, men også simple strukturer, der skulle løfte fødderne over det kolde og fugtige lag nederst.

Hvad der efterhånden fandtes i the field, var svært at få greb om, og ligeledes var det en tilbagevendende diskussion, hvordan de skulle forsøge at få greb om det. Greb betød jo at fastholde noget for at kigge på det men på pladsen, dyrkedes det ustabile og det transformerende og derfor ville det være ufrugbart at beskrive noget i proces, ved at beskrive dets karakteristika i stillestående tilstand.

Observatørerne tilbragte mere og mere af deres tid med at lytte og dokumentere møder mellem materialer, fænomener og individer, der havde nogle overraskende organiseringslogikker. Eksempelvis, en person i mørkt regnsæt, der sad på en række af porebetonsten og gravede et sirligt system af lange smalle huller langs porebetonen. Personen talte om at hér, kunne det modstandsdygtige være for derefter indlevet at forklare, hvordan det sårbare vil lægge sig tæt langs de smalle hullers de kanter. Andre deltagende blev filmet mens de tilbragte dagene stående foran en sølvhvid hinde af skimmel på en væg af krydsfiner. De stod på det samme sted og udførte en langsom koreografi af grimasser, hovedsageligt smil. På filmen sås det, hvordan skimlet, hen over frokost, med tynde tråde havde strukket sig ud imod gruppens smilende ånde og stod som en fugtig hvid pelset flade, der smilede tilbage.

Deltagerne der havde været med fra åbningen, begyndte at omtale konstruktionerne som noget energetisk, ikke levende, men som noget, der i netop sin særlige konstellation ændrede feltet. En større gruppe brugte uger med en lang struktur, et slags ‘hegnsvæsen’ kaldte de den. Den havde fire lange ben, og et void i midten, som et ådsel uden kød, der står med alle sine blottede led og stritter. De talte om den som en spatial agent, der var suggestiv i sin måde at aktivere rummet på. Flere personer begyndte at udtrykke ideer om en ny æstetik, ’det ikke-statiske’, andre om’ den anden alkymi, som en ny isme.

Disse nye ideer vækkede forskellige reaktioner og nogle fandt dem frygteligt forstyrrende og gik rundt og mumlede om at ustabiliteten var total. De så skræmte ud mens de knugede sten i deres hænder som en amulet, der skulle beskytte dem imod ustabilitet og transformation. Men selv væbnet med stenens langsommelig erosion, var det våde gus de trådte i for at bringe sig over pladsen ikke længere plant, men omformet af at have optaget deres vægt og tryk i sig.

‘Jeg taler ikke om at kommercialiserer patina, men om en måde at forstå vores arbejde som at skabe beboelige infrastrukturer, som værter og os som gæster, hvor det kræves af os at vi er lige så dynamiske som de bærerdygtige materialer, vi bygger med’ forklarede en arkitekt klædt i marineblåt cargo outfit og runde skosnuder, der stod foran et tv-hold som filmede.
Indimellem kom folk som ham til ‘the field’ og talte insisterende om projektet, som en slags forlængelse af deres egen tegnestue. De kom sjældent for at deltage eller mere end en gang.
‍‘Vores nuværende livsform afhænger af det statiske og konstant vækst, for at kunne opretholdes. Vi finder ubehag i skift, ‘weathering’ slid og i tidens spor, we er fremmedgjorte over for vores egen vejrtrækning, sagde han med et dybt suk. Lad mig give jer et eksempel. Hvis jeg kun ånder ind, bliver det meget hurtigt ubehageligt, udåndingen vil komme som en velsignelse, men kun så længe at du har luft i lungerne og så vil indåndingen igen være lindrende. Min pointe er, at vi må introducere det dynamiske og ikke-statiske som en ny æstetik.’

Fra start havde forskerne fulgt samtalerne i the field nært, og registreret alle rygter og ideer som opstod. De havde særligt noteret sig ved ‘den anden alkymi’ og diskuterede spørgsmål om genoptagelsen af alkymien. De forsøgte at afklare hvilken alkymi deltagerne refererede til. Den som handlede om at finde sammenhænge mellem klodens elementer, stof og fænomener eller den kapitalistiske alkymi, hvor praksissen handlede om at fremstille guld.
De begyndte at beskrive den anden alkymi som feltets læren om sammenhænge, processer og transformation. Dette førte til abstrakte og ambitiøse paneldebatter om hvordan arkitekturen måtte genopdages, og forstås som en vedvarende transformation af kræfter, møder, sindstilstande og temperaturer.

‍