Dinesen + Det Kgl. Akademi Sommerskole

Fotoserier og interview af Hans Peter Dinesen (Dinesen) og Peter Møller Rasmussen (Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi).

Hvad er Dinesen + Det Kongelige Akademi Sommerskole og hvilke tanker ligger bag?
‍Sommerskolen er afholdt de seneste to år i Jels, Sønderjylland; et samarbejde mellem Dinesen og Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi.
Begge år har der været deltagelse af 20 studerende og et varierende antal undervisere. På sommerskolerne foreslås, projekteres og bygges forskellige landlige bygninger. I 2020 blev der opført en fiskehytte, i 2019 blev der i model udført forslag til ombygning af to parcelhuse fra 1960’erne samt en række 1:1 modeller af bygningsdele. Sommerskolerne interesserer sig overordnet for de kræfter, betydninger og selvforståelser, der findes - og udvikler sig - i landlige steder.

En hurtig historisk scroll gennem det, der fører frem til sommerskolerne: Med andelsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet blev landbrugets fremskridt kernen i en landbokultur. Landbruget var på én gang det fælles subsistensgrundlag og den fælles, meningsbærende fortælling på landet. Men med den fortsatte agro-industrialisering i efterkrigstiden fulgte landbruget med verdensmarkedet og gjorde sig gradvis uafhængigt af landdistrikternes lokale arbejdskraft, fællesskab og infrastruktur. Den landbrugsbaserede landsby ophørte med at eksistere, og siden kommunalreformen i 2007 er ‘fritidslandsbyens’ position yderligere svækket med nedlæggelse af skoler, børnehaver, biblioteker etc. Den folkelige landbokultur eksisterer stadig som mytologi på landet, som en forestilling om traditionen og det oprindelige.

Men traditionen udgør ikke længere et fuldt verdensbillede. Den er i dag ikke tilstrækkelig som samlende etisk mønster, som matrix for identiteten af ting, relationer og selvforståelse. Tradition er en utopi. Utopien om en samlet kultur og længslen efter integrationen af livet i en kollektiv funktion på et meget komplekst niveau.[1]

I dag er det ikke klart, hvilken kultur der samler de landlige lokaliteter til ‘steder’. De vigtigste økonomiske kræfter, landbrug og industri, er opskaleret netop ved at gøre sig uafhængige af det lokale. Men livet går videre i landdistrikterne. Det udspiller sig i et sammensat landskab af vidtstrakte industrielle processer, natur og fragmenter af en svunden landbokultur. I denne overgangstid svigter mange af de faste identiteter, vi har tillagt bygninger og steder. Og nye selvforståelser dukker op, nye etiske mønstre og konturer af mening.

‍

Hvordan startede samarbejdet mellem Dinesen og Det Kongelige Akademi?
‍Studerende fra kandidatprogrammet KKA henvendte sig i 2019 til Dinesen og bad om et meget stort sponsorat af træ til en pavillon på Charlottenborg Forårsudstilling. Dinesen accepterede – og nævnte samtidig, at deres primære incitament var at etablere et videre samarbejde med KKA og det Kongelige Akademi. Karakteren af sådan et samarbejde var selvfølgelig ikke helt tydelig eller forudsigelig, men kontakten var etableret og blev efterhånden i stand til at bevæge sig af sig selv. Sommerskolen i 2019 blev brugt til at kortlægge Dinesens ’sted’ omkring Jels, både som konkret lokalitet og som mulighedsrum for udvekslinger og relationer mellem Det Kongelige Akademi og Dinesen.

‍

Hvad er formålet med Sommerskolen? ​(​at bygge en hytte, at undersøge et nyt format for samarbejde eller en undersøgelse af en alternativ økonomi med henblik på at bygge?)
‍Sommerskolen har mange formål, både store og små. Der er i dag en vis trang til at legitimere projekter ved at henvise til universelle, allerede etablerede formål, f.eks. landdistriktsudvikling eller bæredygtighed. Selvfølgelig ønsker vi, at Sommerskolen forholder sig til disse vigtige problemstillinger. Men vi ønsker også at holde muligheden åben for små formål, det formålsløse, det ubrugelige og det, som først med tiden, viser sin brugbarhed.

‍

Projektet har tre aktører, som vi ser det: Dinesen, undervisere og studerende fra Det Kongelige Akademi. ​
Hvordan er rollefordelingen i projektet; I hvor høj grad er Sommerskolens produktion en dialog ml. studerende, undervisere og Dinesen? Er det en stillet opgave eller noget de deltagende parter beslutter i fællesskab?
‍I de to udgaver af Sommerskolen, som har været afholdt, har vi to (Peter Møller Rasmussen (Det Kongelige Akademi) og Hans Peter Dinesen (Dinesen)) i fællesskab udlagt et emne og en løst defineret opgave. Søren Vadstrup (Lektor ved Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi) har også været fast involveret i alle faser og har blandt meget andet bidraget med sin overvældende viden om træbyggeri. Vi har, med denne åbne ramme i mente, opsøgt undervisere og samarbejdspartnere fra både Det Kongelige Akademi og vores respektive netværk. En vis del af sommerskolen er således etableret og fastlagt forud for mødet med studerende. Sådan må det i et vist omfang være; der skal købes træ hjem, arrangeres forelæsninger, kort sagt sikres en form for praktisk og tematisk konsistens.

Vi synes imidlertid det er vigtigt at skelne mellem den planlagte Sommerskole og selve Sommerskolen. Vi er skeptiske overfor en forståelse af læring, der gør den til en envejskommunikation - som forstår viden som en veldefineret, konstant og tilgængelig pulje, der stilles til rådighed for studerende. Det er for os indlysende, at de studerende er en lige så fundamental del af sommerskolen som planlægningen eller underviserne. Det samme kan siges om hjælpende naboer, om en bestemt atmosfære, om tilfældet og om de materielle muligheder og begrænsninger, som lokaliteten giver.

‍

Er Sommerskolens byggeproces fleksibel og modtagelig overfor opdagelser og nye inputs undervejs?
‍Hvis vi ved byggeprocessen forstår den systematiske forfølgelse af ’projektet’ som det har vist sig i skitser og tegninger, så er den meget fleksibel. Vi vil endda påstå, at hytten ikke er færdig; vi ved endnu ikke, hvordan den ender eller bør ende som konstruktion.

I ordet ‘fleksibel’ ligger primært evnen til at modtage form fra ydre påvirkninger, en stadig tilpasning og indordnen sig, som vi i dag har vænnet os til i mange af livets sammenhænge. Det underforstår et projekt, som først er færdigt (repræsenteret) og derefter bygges i den bedst mulige oversættelse af ’projektet’. Vi vil, med Catherine Malabous sondring [2], gerne forstå byggeprocessen (byggepladsen, byggeaktiviteten, bygningsdelene, bygningen etc.) som plastisk; det vil sige som noget, der både er i stand til at give og modtage form.

‍

Med Sommerskolen er der tale om en interessant udveksling mellem to forskellige større institutioner - Dinesen (materialeproducent) og Det Kongelige Akademi (uddannelsesinstitution)
‍Hvordan forstår I denne udveksling, og hvad er potentialet i Sommerskolens format?
‍En sommerskole beror først og fremmest på en række konkrete betingelser: Materialer, husly, undervisere, allerede etablerede kunstneriske og videnskabelige motiver, studerende, en lokalitet etc. Derfor kan vi sige, at vi eksisterer takket være Dinesen og Det Kongelige Akademi. Men så snart Sommerskolen findes; når dens eget rum emergerer, opstår der tråde og forgreninger af tråde, som ikke kan følges direkte tilbage til disse to institutioner.

Vi må selvfølgelig spørge os selv: Hvilke kapaciteter er særlige for den umodne institution, for det lille og endnu ikke tydeligt etablerede? Det kunne f.eks. være evnen til udvekslinger og symbiotiske relationer. Når en ’identitet’ ikke er vokset til, så er den mere tilbøjelig til at miste sig selv eller til at blive fordrejet eller endda forvansket i udvekslinger, møder, samarbejder. Her er spørgsmålet om det plastiske måske igen relevant, forståelsen af den ’unge’ eller umodne institution som noget, der er i stand til både at give og modtage form.

‍

Hvilke udfordringer opstår i udvekslingen mellem de to institutioner (virksomhed og uddannelsesinstitution) og​ ​er disse evt. udfordringer berigende for Sommerskolen?
‍Både Dinesen og Det Kongelige Akademi har givet os lang snor, det vil sige frihed til at definere vores egne problemer og interessesfærer. Der har med andre ord ikke været krav om at overtage faste dagsordener eller verdenssyn, som må formodes at være mere tydeligt definerede i ’tilvoksede’, formelle og strukturerede institutioner. Det taler i disse større institutioners favør, at de har opgivet ethvert krav om konkrete ’udbytter’ af sommerskolen – og dermed tilladt et egentligt mulighedsrum.

‍

Hvad er aktørernes investering i og udbytte af sommerskolen? Hvorledes forstås økonomi, værdi og ressourcer i denne proces?
‍Vi vil gerne tro, at både studerende og undervisere investerer sig selv, det vil sige deres evner, deres personlighed, deres særkender og særheder, i sommerskolen og hinanden. Tilsvarende tror vi, at det, vi bliver opmærksomme på (det vi ’lærer’) under en sommerskole er af en sådan karakter, at det ikke uden videre kan veksles – at det er specifikt og personligt. Det betyder ikke, at erfaringerne ikke kan bringes i anvendelse i andre sammenhænge. Men vi tøver med at henregne dem til allround-kategorier som ’kompetencer’ eller ’pensum’. Dermed håber vi, indirekte eller ved en slags osmose, at understøtte en anerkendelse af situationen og stedet som komplekst, unikt og værdifuldt – uanset at det måtte være af usikker betydning i et rent vækstøkonomisk eller ’globalt’ blik.

‍

Området omkring Jels er i stor kontrast til Det Kongelige Akademis lokalitet, hvor de studerende ellers arbejder fra. I beskriver, at I undersøger en række forskellige ordener som eksisterer side om side i Jels: Industrielle og historiske, menneskelige og naturlige, materielle og sociale.
‍‍Hvilke årsager er der til at projektet foregår i Jels, foruden at Dinesens faciliteter er der? - Kan sommerskolen foregå andre steder eller er den betinget af Dinesens faciliteter?

Vi har svært ved at forestille os en afkrog af verden, der er for lille eller ubetydelig til, at der kunne afholdes en sommerskole. Men uden de nødvendige praktiske forudsætninger, ingen sommerskole. Vi fik mulighed for at afholde én i Jels, og disse muligheder findes ikke alle steder. Så ja, Sommerskolen er i høj grad betinget af Dinesens faciliteter.

Når det er sagt, så håber vi selvfølgelig, at de nødvendige forudsætninger kan opstå andre steder, i andre sammenhænge og for andre sommerskoler. Men vi har ikke umiddelbart nogen ekspansionsplaner – bortset måske fra en konkret situation i Georgien, som er begyndt at udkrystallisere sig med de nødvendige praktiske og personlige forudsætninger.

‍

Modsat større byggeprojekter, med mange forskellige materialeleverandører, bygherre, entreprenør, store budgetter og investeringer med henblik på vækst og omsætning, går dette projekt udenom den mere kommercielle del af arkitektfaget. Med andre ord, lader det ikke til at være meningen, at Sommerskolens format og output hverken skal vækste eller effektiviseres?
‍Ingen arkitekter bygger noget uden de nødvendige økonomiske forudsætninger. Vi vil ikke dømme om andre arkitekters bevæggrunde, omend vi, som nævnt, finder det vigtigt at insistere på andre former for værdi i arkitekturen end den rene investeringsværdi.

En sommerskole kan næppe foreslå et alternativ til den etablerede byggebranche (som i sig selv er divers og måske ikke uden videre stiller sig til rådighed som tydelig modsætningsfigur) – dertil er omstændigheder og formål for forskellige. Og i en vis forstand ville en sådan ambition allerede være en instrumentalisering, en legitimering af Sommerskolen ad omveje, det ville være at give den en grund uden for sig selv. Sommerskolens eksistens er betinget af et vist økonomisk frirum hos Dinesen og Det Kongelige Akademi, og vi sætter pris på frirummet uden at gøre os illusioner om at være den næste nye vej til evig lyksalighed.

’En sang er noget, der kan gå af sig selv’ siger Bob Dylan [3]. Kun ved at holde de store, færdiglavede dagsordener lidt på afstand kan vi opnå et rum for Sommerskolen, hvor ting i egentlig forstand kan finde sted – utvunget og i sin egen ret. Hvis en sommerskole vil revolutionere eller ’disrupte’ byggebranchen, så definerer den på en måde sig selv negativt. Kun på en kommerciel arena kan noget være ukommercielt. Vi insisterer på, at en sommerskole må udvikle sin egen poetik og sine egne dagsordener, sine egne nødvendigheder. Det er ikke et farvel til enhver form for ansvarlighed, tværtimod. Hver eneste person i Sommerskolen bærer normer og en personlig etos med sig, og vi stoler på, at det er tilstrækkeligt og adækvat.

Og som sådan prøver vi at tænke det politiske situeret, det vil sige inddæmmet af lokaliteten og det personlige. Også sammenstød mellem vidt forskellige verdenssyn får dermed værdi: Vi kommer til at forstå, at ansvarlighed altid er nogens, og at den altid er rettet mod noget konkret.

‍

Indtil nu har Sommerskolen organiseret og produceret en udstilling i Dinesens showroom på Søtorvet i København og året efter tegnet og opført en hytte i Jels. Ser i Sommerskolens projekter som enkeltstående udsagn eller som en forlængelse af hinanden?
‍Mange erfaringer, brudstykker og halvbagte ideer er overført fra første år til det næste. Ligeledes har der været et overlap af personer, objekter, bygninger, atmosfærer, steder, muligheder, behov og nødvendigheder. Så vi forstår absolut de to sommerskoler som en forlængelse af hinanden. Og samtidig betragter vi dem som individuelle, afgrænsede begivenheder. De er hver for sig afsluttede uden af den grund at være færdige. På samme måde som en personlig relation på én gang kan være fuldt udviklet og helt ufærdig.

‍

Kommer der en sommerskole mere og vil Sommerskolens output avanceres for hvert år? ​Sagt på en anden måde, forstår I projektet som en lineær proces, der sigter mod større projekter eller som en cirkulær proces, hvor tidligere undersøgelser genbesøges?
Vi håber at afholde en sommerskole igen til sommer (afhænger af Corona). Efterhånden som rækken af sommerskoler viser en begyndende tæthed af erfaringer og relationer, må vi overveje hvordan vi skal forvalte denne nye helhed. F.eks. har vi lagt beslag på en nedlagt landbrugsbygning, som skal blive til en arbejdshal, og arbejdet med faciliteter til et residency-program bliver del af programmet for den kommende sommerskole.

Hvilket aftryk håber i Dinesen Sommerskole + Det Kongelige Akademi får/sætter på arkitektfaget, byggeriet og materialeindustrien?
‍Sommerskolerne har gennemgående beskæftiget sig med situerede praksisser og forskellige motiver af økologi og sameksistens. Vi har forsøgt os med en tilgang til lokaliteten og egnsudvikling, som er anderledes end det sædvanlige regime af ’event-stier’ og spektakulære oplevelsesmaskiner. Vi har forsøgt at blive opmærksomme på det irreducerbare i et sted – frem for at forstå det som en uvæsentlig brik i en større sammenhæng.

Det siger sig selv, at vi dermed ikke kalkulerer med noget direkte aftryk på ’faget’ eller ’byggeriet’. En sådan afsmitning kan vi kun håbe sker indirekte eller som inspiration. Og så sker der forhåbentlig en påvirkning af de personer, som har været knyttet til Sommerskolen. Det konkrete håndværksarbejde – og den medfølgende opmærksomhed for bygningers og bygningsdeles nuancer – er en erfaring, som vi håber følger med alle involverede parter videre til deres nye sammenhænge.

Også mødet mellem arkitektstuderende og landdistriktets beboere mener vi er en transformerende begivenhed. Begge parter bliver opmærksomme på, at intet er simpelt – uden at det nødvendigvis er et problem. For beboeren er lokaliteten en verden. På den scene, som er dyb og forpligtende fordi den er nogens verden, kan vi fabulere og indskrive vores fiktioner. Enhver god historie er både sand og opdigtet. En sommerskole kan i sin helhed være det velkendtes møde med det fremmede – uden at rollefordelingen fryser fast i klicheer om udkant og arkitektvælde.

‍

Kan Sommerskolens format, som udveksling mellem virksomhed og uddannelsesinstitution - en hybrid? - generere en ny måde at skabe arkitektur på som kan udbredes?
‍Ordet ’hybrid’ underforstår i en vis forstand stabile identiteter, som kan blandes med hinanden. Vi prøver at se forbi faste kategorier som ’erhvervsvirksomhed’ eller ’uddannelsesinstitution’, da de underforstår enshed og fremmer en allerede udbredt generalisering.

Når det er sagt, så tror vi, at sammenstødet mellem forskellige miljøer er produktivt. Det giver anledning til situationer, hvor kulturelle systemer kommer til gensidig forhandling og hvor ’mening’ ikke er selvindlysende. Det betinger en vis nødvendighed for kreativitet og genfortolkning. Og ’hybriden’ mellem en virksomhed og en uddannelsesinstitution bør med tiden blive til sig selv, klar til at indgå i sine egne symbioser eller hybrider. Vi mener, at man kan være sig selv og firmaets mand på én gang. Sommerskolerne er satellitter af Dinesen og det Kongelige Akademi, med de privilegier, der følger med. Men det er vigtigt også at forstå dem i deres eget nærvær, som mere og andet end udsendinge fra et bagland. Først da bliver de noget, der kan virke tilbage på baglandet, noget der både kan tage og give form.

Så hvis vi skal spekulere i regler eller tendenser for sådanne samarbejder, så vil vi fremhæve institutionernes og virksomhedernes tillid til at ’hybriderne’ kan bevæge sig af sig selv – og at udbyttet kan få lov at vise sig på måder, der ikke er givet på forhånd.

‍

Hvad vil i opnå med Sommerskolen på længere sigt?
‍Vi vil prøve at holde Sommerskolernes rum åbent. Det vil sige insistere på, at alt, der kan ske, ikke allerede er sket. Det lyder måske banalt, men det er det i praksis langtfra. Mange kontemporære udgaver af destinationsudvikling beror på fastfrosne imperativer om det gode og det rigtige, og dermed ved de allerede, hvad alting handler om. Vi vil gerne være et alternativ til sådan en praksis – og er selvfølgelig meget opmærksomme på risikoen for at fryse fast i en selvforståelse som den nye ’drejning’ eller det nye helstøbte normsæt, som blot adskiller sig ved at være en tand mere raffineret og udspekuleret end det forrige.

[1] Herzog & de Meuron: ’Die verborgene Geometrie der Natur. The Hidden Geometry of Nature.’ In: Gerhard Mack (Ed.). Herzog & de Meuron 1978-1988. Das Gesamtwerk. Band 1. The Complete Works. Volume 1. Basel / Boston / Berlin, Birkhäuser, 1997. Vol. No. 1. pp. 207-211.
‍[2] Catherine Malabou: What Should We Do With Our Brain? (New York: Fordham University Press, 2004)
‍[3] Bob Dylan: ‘A song is anything that can walk by itself.’ Sleeve notes on the album Bringing It All Back Home (1965)

Undervisere:
‍Peter Møller Rasmussen, ph.d.-studerende, IBK, Det Kongelige Akademi
Hans Peter Dinesen, Medejer, Dinesen
Søren Vadstrup, lektor, IBK, Det Kongelige Akademi
Christian Vennerstrøm, timelærer, IBK, Det Kongelige Akademi
Camilla Stig, arkitekt og partner, Studio Pneuma
André Amtoft, CEO og grundlægger, Habeetats

Studerende 2019:
‍Ada Maria Zalecka, Anna Hanghøj Iversen, Anne Marie Stahl, Philip Antons, Mattis Lande Eisdale, Lulu Agnete Strube, Line Flaskjær, Caroline Stockholm, Tord Johann Larsen Breivik, Sine Vesterlid, Sylvester Bajda Østergaard Pedersen, Mads Bryld Sørensen, Marie Øst Vejbæk, Sarah Lassen, Hanna Ungar Felding, Maria Bro Schaadt, Otto Exner, Anders Wilhelmsen, Thea Berger Brusch, Lars Filip Cullin.

Studerende 2020:
Philip Alexander Antons, Andreas Vold, Bulut Tümer Bursali, Carl Wittrup Friis, Anne Marie Stahl, Esther Frölich, Pernille Vincents Johansen, Anders Normann, Lulu Agnete Strube, Pernille Sørensen, Morten Bjørn, Celeste Ulrikka Maffia Trolle, Gunver Lindeskov Søgaard, Torkild Helland Kleppe, Sheila Koyo Møller, Astrid Juul Jørgensen, Askan Moltke Johansen, Ellen Leer, Sussie Stenholt Madsen, Josefine Bols, Juliette Ringrose.

TAK TIL:
‍Dansk Klokkemuseum
Linolie & Pigment v/Thor Grabow
Jels Vikingespil
Tækkemand Chr. Sørensen, Gram

‍

Dokumenterende fotoserie I ’Hyttens År’ (foto 1-10)
‍1. Gram Å
2. Fiskehytte, sommer 2020
3. Model af hytte og træklokke + uglehus
4. Eng ved Gram Å
5. Facademodel i lade ved Dinesen Country Home
6. Gram Å, sommer 2020
7. Fiskehytte, sommer 2020
8. Fiskehytte, facadedetalje, sommer 2020
9. Fiskehyttens forum med ophængt træklokke, sommer 2020
10. Fiskehytte, udskud (alkover) understøttet med gave i form af en sten, vinter 2020
‍
Dokumenterende fotoserie II ’Roots, Routes, Clouds, Moons’ (foto 11-19)
‍11.  Tegning af Mare Imbrium Port
12. Tegning af cirkulært vindue og facadeudsnit.
      Inskriptioner:
      I DAG SÅG EG TWO MÅNAR EIN NY OG EIN GAMMAL (Olav H. Hauge: I dag såg eg, 1966)
      THE ARC OF CIRCLING BODIES IS DETERMINED BY THE LENGTH OF THEIR TETHER, MOONS, COINS, MEN
      (Cormac McCarthy: Blood Meridian or The Evening Redness in the West, 1985)
13. Tegning af Bihus    
14. Fotos af Troldeskoven I Jels, 1919 (Dinesen Arkiv) + Fiskehytte, detalje af dør til alkove
15. Lade ved Dinesen Country Home + Cirkulært vindue og bord med landlige objekter: Udstilling i Dinesen Showroom, Søtorvet 2019.
16. Le og tidsler, avisudklip ca. 1950 (Dinesen Arkiv) + 1:1 Bihus fra udstilling i Dinesen Showroom, Søtorvet 2019.
17. Situationsmodel af Dinesens område i Jels, udstilling i Dinesen Showroom, Søtorvet 2019.
18. Bord med landlige objekter, udstilling i Dinesen Showroom, Søtorvet 2019.
19. Model af hus 4 ombygget, 1:20, sommer 2019