Hvad er en udstilling?

‍Følgende tekst er en refleksion over ‘udstillingen’ som format og dens potentiale i forlængelse af Platforms besøg på den 17. internationale arkitekturbiennale i Venedig.

How will we live together? Var hovedkurator Hashim Sarkis spørgsmål til den 17. internationale arkitekturbiennale i Venedig. Hashim Sarkis kunne umuligt vide at en pandemi lå forud og at spørgsmålet i den grad viste sig at være on point.
Biennalen blev udskudt til 2021 og med en vedvarende pandemi, klimakrise, flygtningekrise, skiftende familiestrukturer, politisk polarisering og Black Lives Matter bevægelsen har spørgsmålet “How will we live together?” et særligt momentum.

Roberto Zancan (Domus) mener at årets biennale markerer enden på en æra, Oliver Wainwright (The Guardian) kritiserer bla. biennalens manglende stillingtagen til ressourcer og spild og Carolyn Smith (The Architectural Review) mener, at biennalen i år slet ikke skulle have været og at vi i stedet skulle have brugt tiden til at reflektere.
Biennalen er en omdiskuteret begivenhed og ikke mindst, et enormt og diverst rum for arkitektur - spørgsmålet er, om biennalen fungerer som udstilling?
Sat på spidsen kan der spørges: er biennalen en international platform for vidensdeling arkitekter imellem eller er den en akademisk udgave af en oplevelsesøkonomi?
‍

‘Udstillingen’

Arkitektur arbejder med funktion, der rammesættes af tid, begivenhed og vigtigst af alt rum.
Rumliggørelsen af ideer, i en udstilling, kan være udfordret af arkitekturens grundlæggende repræsentationsformer - fx. tegning og model præsenteret i plancheformat, netop fordi de er repræsentationer af et egentligt fysisk rum. Derimod kan den arkitektoniske tegning og model som felt for undersøgelser læses som værker i sig selv og sammenstillingen af flere kan producere nye perspektiver og sammenhænge.

Arkitekturudstillingen rummer et stort potentiale fordi den giver mulighed for at belyse, præcisere og foreslå løsninger på flere niveauer af rumlige, sociale, politiske, økologiske, teknologiske, økonomiske og æstetiske problemstillinger. Potentialet ligger i udstillingens udfoldelse af og skærpede opmærksomhed på en specifik problemstilling.
Udstillingen som format, fysisk såvel som digital, er en kompleks organisme, der rumliggør ideer og hvor summen af udstillede værker skal resultere i et overskud af produceret viden.
Med afsæt i ovenstående blik reflekterer teksten over Venedig biennalen.
‍

Biennalen

Hovedudstillingen i Arsenale og The Central Pavilion i Giardini er inddelt i forskellige undertemaer i forlængelse af hovedspørgsmålet ‘how will we live together - …among diverse beings, as new households, as emerging communities, across borders, as one planet’ - temaerne er vigtige og rummer potentiale. Størstedelen af bidragene er desværre scenografier og installationer, der ikke i egen ret forstås og det kræver at de 800 udstillingstekster i Arsenale læses.

Pandemien, har virket som en fremkaldervæske over eksisterende problemer og behovet for nye typologier for fx. hjemmet, kontoret og offentlige såvel som private fællesrum. Spørgsmålet ‘How will we live together’ lægger op til konkrete forslag, der adresserer netop hvordan vores byer og habitater, må gentænkes for en mere lige fremtid. Desværre er det kun få bidrag som stiller med konkrete forslag og få arbejder med bygningen og byen som felt for deres undersøgelser, Dermed forløses hovedspørgsmålets momentum desværre ikke.

På årets biennale er økologi og digital teknologi gennemgående omdrejningspunkter og vigtige, når der spørges hvordan vi skal leve sammen. Der opstår et paradoks mellem de problemer som egentlig adresseres og de rumlige bidrag - som når der fx. udstilles en smuk glaspavillon med tre lavasten og duften af en uddød blomst.
Det er et faktum at vi er i en klimakrise og at digital teknologi rummer muligheder, derfor virker det, som om at flere bidrag skyder forbi, når de mest af alt oplyser om og æstetiserer, at vi har et problem, men ikke hvorledes, vi kan løse det som arkitekter. Et spørgsmål som opstår på biennalen er, om vi fjerner os yderligere fra ‘naturen’, ‘økologien’ og klimakrisens alvor, ved at æstetisere og fetichere økologien?

Blandt de nationale pavilloner er den amerikanske et godt eksempel på en arkitekturudstilling, der som pavillonens udendørs fritstående trækonstruktion, blotlægger en eksisterende bæredygtig byggetradition.
Indendørs udstilles forskellige trækonstruktioner - fra George Washington Snows ‘Balloon-framed warehouse’ til Spikes’ hundehus (Tom&Jerry). Modellerne udstilles sammen med fotografier, der i pavillonens ene del dokumenterer gran- og fyrreskove, hvor træerne, der bruges til tømmer, vokser. I den anden del dokumenterer fotografierne de mennesker, der udfører arbejdet med træet og konstruktionen på byggepladsen.
Udstillingen trækker ikke bare den skjulte og afdækkede trækonstruktion frem, men også de sociale og politiske aspekter af arbejdskraft, byggepladsen, håndværk, tradition og materialets oprindelse.

Som den amerikanske pavillion har flere af de nationale pavilloner et vigtigt fokus på arbejderen og arbejdskraft i arkitekturen. Den romanske pavillion udstiller et grundigt researcharbejde, der undersøger, den komplekse forbindelse mellem migration, arbejde og skrumpende byer. Polen stiller skarpt på landdistrikter, industrialisering og hvorledes land, industri og bolig kan finde nye typologier. Den russiske pavillion stilles åben og undersøger forholdet mellem den fysiske og digitale virkelighed. Den belgiske pavillion lader os vandre gennem en modelby, der springer i skala og tid og studerer den flamske arkitekturs mangfoldighed og byens sammensathed.

Flere af de største lande i verden Kina, Canada, Venezuela etc. udeblev fra årets biennale, hvoraf nogle bidrog med digitale udstillinger. Det rejser spørgsmålet om, hvad det er, vi rejser til venedig for og om biennalen virkelig markerer enden på en æra og måske et format, der ikke længere virker.
Om den fungere som udstilling eller ej, er det vigtigt at se biennalen.

Udstillingen som format er som sagt en komplet organisme - men det er afgørende at den netop er en organisme, hvor de udstillede elementer kan læses som værker hver især og på tværs fremkalde nye perspektiver og konkrete forslag indenfor arkitekturens medier. Udstillingen må indenfor sin egen diskurs i sig selv producere viden og ikke blot illustrere den. Hvis biennalen som Roberto Zancan spår markerer enden på en æra, kan man håbe at den nye æra begynder med en kurator og arkitekter, der drømmer om fremtidens arkitektur gennem arkitektoniske forslag og slipper drømmen om installationskunst.

Byggeri er komplekst og styret af mange kræfter, derfor rummer udstillingen som format et potentiale for at producerer arkitektonisk viden, der kan informere netop byggeriet og indretningen af vores fremtidige habitater.

- Platform redaktion
‍

Fotos: 1-10 'American Framing' Den amerikanske pavilion, 11-15 'Composite Presence' Den belgiske pavilion, 16-22 'Connectedness' Den danske pavilion, 23-26 'Trouble in Paradise' Den polske pavilion, 27-30 'Trajectories of Elements' Den japanske pavillon.