Hampus Berndtson & Pihlmann Architects

Visual works 'Thoravej 29' - Hampus Berndtson + Pihlmann Architects, Film and photo by Hampus Berndtson, editor assistant Kaja Dons Petrusson, 2023
Textbased work 'Sanding'- Sofie Højgaard, 2023
‍

'Interferens' (Interference) consist of a series of online exhibitions focusing on the exchange between two architectural media: A text-based piece and a visual piece.
In each exhibition, the two pieces will deal with the same architectural field and will, on the basis of this, interfere and explore new perspectives across the media.
The point of 'Interferens' is first and foremost to investigate concrete problem areas through artistic creations within architecture. The aim is also to investigate how two practices can inform each other and what arises in their mutual overlap as well as fractures.

Great thanks to Statens Kunstfond for supporting the project.

‍

Sanding

Sandet slæbes over gårdspladsen, hen over de runde glatte sten og ind ad en lav dør. Der er trukket et tyndt spor af sand efter de to prustende kroppe. Sandet kommer fra stranden, hvor åen løber ud i vandet, og det fine hvide sand ligger højt og de fleste dage er helt tørt.

Åsandet ligger hen i forstuens hjørne, da de to kroppe bevæger sig ind i det sideliggende rum, der er sandstrøet fra væg til væg. Langs murene er sandet mørkere. Det ligger spredt ud som et tyngdefelt i rummet, der trækker alle lyde og partikler til sig, bakterier såvel som støv, spyt og søvn, der triller ud af alkoverne. Sandet suger fugten fra rummet og fra det stampede lergulv.

‘.. tag fat her og fej mod døren. Tag rolige lange strøg så støvet ikke rejser sig’ siger den ene person og begynder fra det modsatte hjørne. Sandet er tungt og mod bunden af det 5 cm tykke lag er det tæt af mørke marmorlignende mønstre. En jordslået dunst stiger op som det stampede lergulv blotlægges. De to personer fejer sandet sammen i bunker langs den sydlige væg og selvom de med sløve strøg nærmest trækker sandet over gulvet, rejser støvet sig i skyer. Det er tørt og støvet svir i næsefløjene. Det knaser i munden. Rummet er tæt af mineraler, sten, støv.
De to kroppe forsvinder i sandstøvet, der hvirvler rundt.

En person spørger om vinduerne kan åbnes. Guiden forklarer at vinduerne på det lille hus på Frilandsmuseet,  ikke er lavet til at åbne, da det i 1600-tallet havde været et unødigt tab af varme. Den besøgende gruppe står lidt forvirrede og afventende i støvskyen. Nogle går hostende ud af huset.

‘Denne scene udspillede sig månedligt i danske hjem fra det 17. til midten af det 20. århundrede. Sandet var et naturligt og billigt gulvmateriale, der udover at give en blød og behagelig flade at gå på også lettede rengøringen, absorberede fugt, regulerede temperatur og forhindrede råd i hjemmene. I takt med urbaniseringen og moderniseringen af samfundet og særligt introduktionen af centralvarmesystemer i hjemmene blev sandgulvet erstattet af andre gulvtyper.’
Da det værste støv har lagt sig, tænder guiden for en projektor og en film afspilles hen over de kalkede mure.

Sandet hvirvler rundt. To kroppe dukker indimellem frem af sandskyen og larmen. Scenen de lige har bevidnet i huset på Frilandsmuseet gentages i projektionen på væggen. De to silhuetter står frem i det blege lys fra vinduet. De er klædt i hvide dragter og trækker en arm frem og tilbage under bjælkerne i loftet. De strakte arme blæser finkornet sand ud med et tryk, der får mineralerne til at hamre mod de plastmalede betonflader.

Den indre sandstorm trækker flager af gips, maling og spartelmasse af alle flader. Nogle steder er gulvet rillet af en gullig klar størknet masse, der engang har fixeret en gråblå institutionel linoleum. Sandet blæser henover og de dybe riller jævnes med sandet.  Ligesom de tværgående bjælker i loftet blotlægges og tynde skorper af lyseblå plastmaling blandes med stykker af cementfugemasse på gulvet.

Larmen toner bort, og de horisontale betonmoduler tager imod sandet, der drysser ned. De tørre korn har slebet på de hårde fladers blødeste kanter. Tilbage står husets ru flader, dets strittende nervebaner og stikkontakter.
Nogen i en hvid dragt fejer sandet sammen til bunker i de aflange lokaler på Thoravej 29.
Videoen stopper og guiden vender sig mod gruppen.
‍

Alle i publikum har tilmeldt sig det todages sand seminar. Nogle er blevet tilmeldt som en del af deres efteruddannelse, andre fordi det stod beskrevet at de ville besøge Danmarks strande og museer. Gruppen følges af guiden til en tour bus. Guiden står smilende forrest i bussen og børster overraskende mængder sand af tøjet.
‘Næste stop er Råbjerg Mile og den tilsandede kirke’

En pensioneret geolog i gruppen, har skrevet digte om sandets sammensætning og dannelse. Digtene er samlet og sidestillet med fotografier af sand i en lille ru bog af sandslebet papir. Geologen deler bøger ud, sætter sig forrest i bussen ved mikrofonen og begynder at læse op.  
‍‘Partikler af mineraler, som er nedbrudt fra større klippeformationer over tid
i sand
er kvarts og feldspat, glimmer, hornblende og magnetit,
rester af marine dyr
i sand..’

Hen under aftenen ankommer bussen til det som engang var Råbjerg by, og gruppen må gå det sidste stykke i sandet. De ankommer til et hus, hvor guiden leder dem ind og starter endnu en projektor, der får det lille skæve hus til at lyse op.

En brølende Land Rover kører i en sandstorm og billedet går næsten i et. To børn sidder på bagsædet med sikkerhedsbriller og støvmasker. Billedet klipper og på forsædet sidder Matthew McConaughey med dybe rynker i panden og forsøger at navigere i stormen. Noget stort rammer Roverens forrude og markerer deres ankomst til et hus, der står ensomt i stormen. De løber alle ind. Matthew spørger om de har  lukket vinduerne, og et barn sætter i løb op ad trappen til et værelse på første etage.
Stormen står i ét tryk ind gennem det åbne vindue. Gulvet er dækket af sand.
Billedet skifter til gulvhøjde og afslører de gravitationelle forstyrrelser, der ses som mønstre og ripples i sandet på træbrædderne.

Klippet stoppes og en ny guide træder frem og siger. Klippet var fra Christopher Nolans ‘Interstellar’ som flere af jer nok kender. Filmen animerer en nær fremtid, hvor klimaforandringer gør jorden til et fjendtligt miljø og hvor afgrøder og kilder til føde langsomt bukker under for støvet, tørken og stormene. Klippet fra Interstellar, viser Støvstorme, der drastisk rejser sig og kvæler vegetation og begraver infrastrukturen. Scenen er voldsom og faretruende, men den minder om sandflugten og sandstormene i den lille istid i 1500-tallets Danmark.  
‍

Deltagerne har sat sig i sandet på gulvet. Flere tegner i sandet mens de lytter.
Guiden stopper og holder begge hænder frem imod publikum. De knyttede hænder er fyldt med sand.

‘Rømø, Fanø, Bornholm, Odsherred, Tisvilde og Skagen..’

som et hypnotisk greb lader guiden sandpartiklerne falde langsomt for øjnene af gruppen, mens danske by og regioner langsomt messes frem. Fra hånden triller glimmer over håndfladen og ud mellem fingrene. Publikum ser til mens det dalende sand trækker al hudens fugt med sig til den lille støvende bunke, som samler sig på gulvet.

‘.. var hårdt ramt af sandflugt, som følge af den lille istid. Det var sidste gang klimaet og temperaturerne ændrede sig radikalt og det forandrede landskaberne og levevilkårene. Som i Interstellar, mistede mange bønder deres afgrøder til sandet, og andre måtte opgive hele byer efter mange års kamp med sandmilerne. De faldende temperaturer fik vandstanden til at falde med 10 cm og store mængder sand blev blotlagt og vestenvinden fik det til at vandre op over strand og mark.
Bunkerne af sand har også indfundet sig imellem de kalkede vægge her i det som før var Råbjerg by. Nu er det blot sandmilen, der står tilbage. Den vandrede 45 meter om året og byen måtte opgives, kirken blev flyttet og kun tårnet afslører det tidligere liv 2-3 meter under sandet.

Dagen efter sidder gruppen i et lille mødelokale i en container  ved en materialestation i København. I dag står vi med klima og miljøforandringer, der kalder på en omstilling af vores byggeri og forståelse af ressourcer, materialer og begrænsningen af deres mængder. Sandet forsvandt fra vores gulve og byer, med urbanisering og industrialiseringen, der hævede levestandarden, men den selvsamme udvikling har ført forandringer til vores klima og miljø. Fremtidens havstigninger og erosion af kystlinjen vil flytte sand bort. Andre steder vil tørke og ørkendannelse øge mængden af sand.
Hvor Danmark i den lille istid, var plaget af sandflugt, vil sand i stigende grad være en mangelvare som betyder at vi i fremtiden må importere sand til byggeri i Danmark.

På et bord i midten ligger en mosaik af forskellig farvet sand strøget ud.
En stationsleder, der er ekspert i sand gennemgår sandet på bordet ‘Grovkornet sand med et højt lerindhold, bruges til at fremstille mursten og mørtel, hvor grovkornet sand uden højt lerindhold fx. bruges til at filtrere vand i vandbehandlingsanlæg og til spredning på veje om vinteren for at give trækkraft på is og sne. Fint sand bruges til at fylde fuger mellem fliser eller mursten, og fint sand med et højt siliciumdioxid indhold bruges til at lave beton eller til at fremstille glas..’

Bag sandeksperten hænger et billede af Frederiksholms Kanal, han slutter gennemgangen af sandtyper af med at pege på det.
‘...I København, som eksempel, blev sandet sejlet ind og lå til lager ved Frederiksholms Kanal i København i sandkister, hvorfra Sandmanden transporterede det rundt i byen, til husholdningerne i København.’ Man kan forestille sig et lignende scenarie i en meget større skala i fremtiden’.