Jacob Sebastian bang

Der er kun arbejdet med tegningen. Den er præcis og reflekterende – den opretter noget, den er analytisk, den er klog og fuldstændig i sin egen ret. Tegningen skaber jeg uden andet formål end at pirre min nysgerrighed. Det begynder med min fascination af at starte med noget der er ingenting og udvikle det til noget. Jeg prøver ikke at løse et problem, har ingen hypotese og jeg aner ikke hvor jeg havner. Jeg flyder med, overgiver mig og arbejder mig ind i tegningen. Det selvfølgelige i at tegne overrumpler mig altid. Hver gang jeg sætter en streg på papiret er der sket noget af betydning. Det er i tegningen jeg kan komme længst ud ad tangenten og opdage nyt land. Det er her den helt særlige lykke kan opstå - samklangen med tegningen og følelsen af at intet kan gå galt.

Det virker frigørende at have mange tegninger i gang og at arbejde i serier á 12, 24, 48, 200 – på et tidspunkt har jeg arbejdet med helt op til 1001. Fordi det giver mig en rutine og plads til en masse indfald, der kan udsættes for samme proces og regelsæt. Som kan sammenlignes, videreudvikles eller henlægges til senere brug - hvis tegningen ikke vil samarbejde med mig eller omvendt – eller jeg endnu ikke forstår hvor tegningen vil hen.

Måske prøver jeg egentlig at gøre det nemmeste, at springe over hvor gærdet er lavest og vælge det der ligger ligefor – det mest logiske kunne man måske kalde det. Men jeg falder ofte i og vælger alle omvejene. Gang på gang må jeg begynde forfra. Jeg laver mange fejl. Men jeg glæder mig også over de tilfældigheder og umuligheder, der opstår i tegningen under processen. Det der irriterer mig, men som er utrolig givende. Stenen i skoen. Alle fejl kan integreres – jeg gør dem straks til mine egne, til mine personlige opfindelser. Måske fordi det er mellem det planlagte og det tilfældige jeg gerne vil befinde mig når jeg leder efter hvad arkitektur også kan være.

Tegningerne minder om arkitekturtegninger – planer, snit og opstalter – noget der kan målsættes og på den måde kan få den rette autoritet. Der er både noget velkendt og noget fremmed over tegningerne. De mimer arkitektur og ender måske med at være det. Uanset hvad, er der iboende operationelle greb og regler at hente. Det operationelle lag kan styrkes ved at indskrive tegningen i en geometrisk figur – eksempelvis et kvadrat - således at de forskellige tegninger kan kombineres på kryds og tværs i en målfast struktur – eller i en cirkel så tegningen får en apparatagtig karakter - som et måleinstrument, der kan drejes og indstilles efter ydre forhold. Jeg arbejder også mere fabulerende – hvor fragmenter fra flere tegninger sammensættes til asymmetriske kompositioner eller spejles symmetrisk – i dette tilfælde som noget der kunne minde om porte eller masker.

Tegningen oversættes til relieffer i magnesium, pap, lak, træ eller i messing. Relieffet er et rejst plan i sig selv - nogen af dem så dybe at de næsten fremstår som rumlige modeller. Relieffet er et fremragende værktøj udover at være en model - et stempel, der kan præge et aftryk i lak eller dyppes i farve og afsætte figurer på papir - enkeltvis eller som repetitive rumdannende stemplinger. Det er blevet en fast del af min arbejdsproces at lave mine egne værkstøjer, der også kan fungere som modeller.

Reliefferne af magnesium er skabt på et trykkeri, på samme måde som typografens blytyper. Jeg tænker dem som by-modeller hvor de enkelte relieffer kan kombineres på kryds og tværs i forskellige kombinationer og danne bymæssige strukturer. Messingreliefferne har den tidligere omtalte apparatagtige karakter – næsten som et maritimt måleinstrument, der kan drejes og indstilles efter konteksten. Træstemplerne er i sin tid udført i Indien på et værksted i Jaipur i Rajastan, som jeg besøgte på en studierejse, med en stak tegninger under armen. Værkstedet lever af at lave værktøjer til stempling af tekstiler. De er udført i redwood hvor relieffet er hugget ud med stemmejern af de dygtige indiske håndværkere og hvor de allerfineste og meget tynde detaljer er lavet af jernbånd der er hamret ned i træet. Jeg bad dem om at lave reliefferne så dybe som muligt for at få en fornemmelse af modeller. Fra håndværkerens side er træstemplerne udstyret med borehuller, så luften kan komme ud når der trykkes på tekstilet. En smuk, vidunderlig og heldig tilføjelse - da hullerne er med til at give facadeagtige muligheder og en særlig mystik. Tilfældet har endnu en gang vist sig fra sin gode side.

- Jacob Sebastian Bang

Foto 1: Magnesium stempel (32 forskellige), udført af Dreyer Kliche, København, 2006
Foto 2-12: Træstempler (11 ud af 12 forskellige), udført i Jaipur, Rajasthan, det nordlige Indien, 2001
Illustration 13-21: Stempelfabulering (9 forskellige), sort tusch på hvidt papir, København, ca. 2015
Foto 22-27: Messing stempel (6 ud af 15 forskellige), udført af Dreyer Kliche, København, 2013
Illustration 28-30: Port tegning (3 ud af 12 forskellige), sort tusch på hvidt papir, København, ca. 2007
Illustration 31-33: Hero tegning (3 ud af 12 forskellige), sort tusch på hvidt papir, København, ca. 2007
Illustration 35-43: Kvadrat tegning (9 forskellige), sort tusch på hvidt papir, ca. 2014
Foto 44: Lak segl, magnesium relief præget i rødt lak (1 ud af 32 forskellige), København, ca. 2007