Kristine Annabell Torp

Øjeblikke i Ørestad er et projekt med en udefineret tidshorisont, som handler om at se det sted jeg bor. Som arkitekt ser jeg steder på en særlig måde; indlevet, æstetisk, analytisk, men selvfølgelig altid med en vis distance og vinklet viden. Men når jeg ser vores hjemsted, Ørestad, så er det professionelle blik blandet sammen med andre typer blikke. Blikke, som er forankret i en krop i et habitat. Det er forældreblikket, som tager bestik af ungernes opvækstmiljø, som det forsøger at forme i et særligt billede. Det er børneblikket, som nysgerrigt udforsker sine omgivelser, og monitorerer årstiderne og fænomenernes tidslighed. Det er eksistensblikket, som leder efter betydning og skønhed. Og i kølevandet af blikkene, og måske nogle gange også parallelt, ligger der et ønske om at dele.

Selve titlen på projektet kommer fra sidstnævnte kontekst, idet den er opstået som et Instagram-tag. Billederne er taget med min IPhone 6. Og det er øje-blikke, hvor kameraets optik er en teknisk forlængelse af mine egne øjne, og hvor mobilkameraets lille linse gør det muligt at komme meget tæt på, næsten tættere end hvad mine øjne formår. Alligevel kræver det ofte, at jeg setter mig, bukker mig ned, eller filtrer mig ind, når jeg skal tage billederne. I nogle af billederne er der en næsten ydmygende nærhed. Kamerapositionerne bliver en slags afslørende log over hvordan min krop har gebærdet sig rundt omkring i Ørestad.  

Tilsammen er billederne med til at forme et narrativ om Ørestad, hvor det poetiske og det magiske er drivkraften. Magien ligger i det økologiske, at denne nye bydel, hvis potente mineralske omfordeling den tydeligt repræsenterer, hvor sten, sand, grus, jern, aluminium og gips er hentet op fra undergrunden og dækker jorden i menneskeskabte forbindelser og former, alligevel er en helhed, der blandt andet inkluderer alliker, hvidkløver, spindemøl, aspetræer, mennesker, gedder, blishøns og hunde, og som hele tiden forandrer sig i takt med tid, lys, årstid og vejr.

Tid er et present element i projektet. Tid relaterer alle ting til sig selv, gennem uafbrudte ændringer, og bevirker, at alt som eksisterer, gør det i form af et nærmest uendeligt antal aflejringer. Det er ikke ét Ørestad vi ser, men hundredvis. Og hvert blik er med til at forme ikke bare fortællingen om, men også fænomenet Ørestad.

De er derfor ikke uden betydning, blikkene. De små bevægelser. Man kunne spørge, om vi har tid til de små bevægelser, nu når alt haster så meget qua klimakatastrofen vi står i. Men vi ved også, at det lokale og det globale ikke er to uafhængige størrelser, men to punkter på en fælles skala, og repræsenterer forskellige former for kompleksitet. Jeg tror derfor, at det ligger en vis aktivisme i at se og vise. Det er er måde at forholde sig til og forbinde sig med. At se er at blive klogere.

Jeg forsøger at lærer navne på de ting og de fænomener jeg ser. En gennemgående tematik i mit arbejde er relationer; hvordan tingene hænger sammen, og ikke mindst selve relationen – mellemrummet – mellem tingene. Men også den interne relation i tingen selv, som tiden altså fordrer. Disse stoflige ophobninger, som vi kan kalde ting, om end de har mere eller mindre flossede afgrænsninger, har navne. De er delt ind i grupper og kategorier, som igen kan variere. Navnene og sproget gør det muligt at kommunikere viden. Der følger et ansvar med navngivning. Dels er det ansvaret der følger med den Antroposcæne tidsalder. Men der er også et ansvar i forhold til en konstant revurdering af, hvad navnene betyder. Sådant et genbesøgningsarbejde må ske i alle skalaer og dimensioner, fra det politiske til det poetiske.

Lige nu foregår der en ganske omfattende undersøgelse af begrebet natur, som mange hævder har bragt os store problemer, fordi den gængse opfattelse af det inkluderer en distance og en binaritet, i form af oppositionen til f.eks. begrebet kultur. At det moderne menneske står udenfor naturen. Den forestilling er temmelig endegyldig afmonteret i forbindelse med klimakatastrofe og Covid19, og alligevel tror jeg det er svært at forene sig med, at problemerne ikke er noget vi kan komme på den anden side af og blive færdige med, men er en ustandselig præmis. På den baggrund kan vi kan vælge at inkludere alt i forståelsen af natur, eller vi kan vælge at udradere den som operationelt begreb. Men vi kan selvfølgelig også nuancere begrebet endnu mere, folde det ud på nye måder, eller folde det ind, og måske skulle vi flytte fokus lidt fra hvad det er, og i stedet se lidt på hvordan det virker, som Deleuze ville have sagt det.  

Og det prøver jeg at spekulere lidt over, mens jeg ser Robinietræerne bevæge sig i vinden uden for vores vinduer. De er plantet i et ortogonalt grid som indrammer de dyre parkeringspladser på Edvard Thomsens vej, og jeg elsker dem næsten lige højt som de norske fyrretræer fra min barndom. Robiniebladene er så mange, så slanke og så bløde, at vinden får en helt særlig blid lyd når den blæser gennem dem. Det er måske de samme egenskaber der gør dem sarte, for der er allerede en masse gule blade på Robinietræerne, og fejebilerne har travlt med at rydde op efter dem. Og det på trods af, at de springer ud som nogle af de sidste. I en uge i juni blomstrer robiniens giftige ærteblomster, og spreder en vidunderlig, vaniljeagtig duft langs hele Edvard Thomsens vej.