Mads Max Ibenfeldt

Mads Max Ibenfeldts tegninger “Arena of Absence” undersøger på forskellig vis tomhed i den tegnede arkitektur. Serie I tager afsæt i medianstrimlen mellem motorvejene i Ørestaden og iscenesætter det afskårede landskab med uendelige tribuner på begge sider.
Følgende tekst er en refleksion over tegningernes rum, der søger at sætte dem i relation til vores samtid.

“Concrete island” er en af tre noveller i J.G Ballards “Urban Disaster Trilogi” fra 1974.
Arkitekten, Robert Maitland, strander efter en bilulykke i “Concrete Island” - et stort område af forladt land, afskåret af flere krydsende motorveje. På trods af at strandingsstedet er omgivet af konstant passerende bilister og bygninger, er Maitland ikke i stand til at undslippe medianstrimlen, som han kalder "Øen".
I “Arena of Absence” er netop medianstrimlen - ikke-stedet eller fraværets ø - centrum i en enorm arena. De endeløse og tomme tilskuerrækker er orienteret mod den isolerede landstrimmel, som indrammes og afskæres yderligere af tribunerne. I denne arena er det fraværet, der er sat i scene, og det bliver nærværende.
“Arena of Absence” og “Concrete Island” har tilfælles, at de begge beskæftiger sig med relationen mellem arkitekten og motorvejen - mennesket og det objekt, der skulle facilitere vores effektive livsstil og eksistens.
I tegningerne er det ikke kun arkitekten, der sættes overfor det teknologiske landskabs ø: De uendelige tilskuerrækker står tomme og klar til et stort publikum - arenaen vil konfrontere os med denne ø, som er fraværende i vores mentale landskaber. I Mads Max Ibenfeldts serie I, strander vi som Maitland midt på scenen, øen og strimlen, afskåret af netop de forbindelser, der faciliterer det moderne livs forpustende fart og effektivitet.

Tegningerne i serie II tager ligeledes afsæt i et menneskeskabt teknologisk landskab overbefolket af gentagelser. Som beskuer møder vi en infinit dybde og en uendelig repetition af sæder, vægge og søjler i en grad, hvor hverken rummets størrelse, antallet af klonede elementer såvel som detaljerne af det enkelte element kan overskues. Gentagelsen er total og bliver fremmedgørende.
I podcasten “Uncanny Ecology” reflekterer Timothy Morton over begrebet The Uncanny og peger på repetitionen som funktion for følelsens oprindelse: Ensartetheden i kloningerne eller gentagelserne er uncanny - jo mere vi betragter dem, des mere forstærkes fornemmelsen af at er der noget, men der er ikke noget, overhovedet, og det er måske netop tomheden i repetitionen, der gør os urolige.
I “Arena of Absence” farer vi vild i gentagelserne, og netop multiplikationen af elementer er mere realisme end fiktion: Vores samtidige miljøer er teknologiske landskaber, der er muliggjort af industriel produktion. Den samme industrielle produktion muliggør rækker af komplet ens huse, blokke, tårne og karreer, som vi kender det fra parcelhuskvarterer, boligblokke og rækkehuse såvel som blandt tusind stammer i den homogene bøgeskov.
At vandre rundt i disse områder giver en følelse af at ende op det samme sted, som vi startede - at gå i ring, selvom vi flytter os.
Denne uncanniness indfinder sig med blikkets bevægelse gennem Mads Max Ibenfeldts hvælvingehal: vi passerer en søjle for at møde endnu en søjle og stå under endnu en hvælving. Den svimlende gentagelse drager os mod forsvindingspunktet i tegningerne, måske i håbet om en afvigelse.

Det uncanny i Mads Max Ibenfeldts tegninger melder sig ikke kun i kraft af gentagelsen men også rummenes størrelse. Arkitekturens skala står i kontrast til håndtegningernes små formater. Det lille skitsebogsformat rummer enorme rum.
Arkitekturen i “Arena of Absence” er brutalistisk og monumental. Det er en arkitektur, vi kender fra 70’erne - den er modernistisk, men også aktuel i dag. Gældende for både “Concrete Island” og “Arena of Absence” er, at begrebet fiktion virker utilstrækkeligt for dem, da begge universer er for realistiske. Det er interessant, at begge værker stiller skarpt på nutiden og, på trods af 50 års mellemrum, skildrer to verdener som gentager hinanden.

Måske et citat fra “High-Rise”, tredje værk i “Urban Disaster Trilogi” af J.G Ballard er passende her: “They were living in a future that had already taken place”

- Sofie Højgaard

"Arena of Absence": Serie I (tegning 1-7) og Serie II (tegning 8-11), Mads Max Ibenfeldt