Maja Zander Fisker

Hvad konstituerer et sted? spørger vi. For at forstå dette, må vi først forstå kompleksiteten i de livsverdensrum, vi er uløseligt forbundet med: sammenhænge, vi indgår i og på en gang påvirker og påvirkes af, og som vi således uvilkårligt er medstiftere af. Livsverdensrum omfatter relationer og brydninger mellem materielle og immaterielle elementer, der går i forbindelse og manifesterer sig som distinkte situationer. Disse situationer er aktive begivenheder med en tidslig udstrækning, og et sted er netop en sådan situering af specifikke forhold mellem rum og tid. Hvis vi forstår rum som en dimension af simultanitet og relationel multiplicitet, og tid som en dimension af varen og kontinuerlig tilblivelse, kan vi definere et stedsbegreb som et dynamisk forhold af foranderlige og variable tidsrumlige organiseringer. Hvad der adskiller det ene sted fra det andet, er kombinationen af de specifikke, om end ustadige, forhold, der sameksisterer netop her. Den stedlige situation er ikke defineret ved sin afgrænsethed, men ved sin gennemtrængelighed og åbenhed mod andre disparate samhørigheder.

Et sted består ikke bare af mange forskellige processuelle hastigheder, men af forskellige tider samtidigt, af, hvad Merleau-Ponty kalder dybde, en simultan tilstedeværelse af fortid, nutid og fremtid. Denne simultanitet er sansbar, men er samtidig en udfordring for forestillingsevnen. For at kunne begribe det sansede, må vi mobilisere en forestillingsverden, der kan modsvare livsverdenens kompleksitet. På den måde danner vi grund for at forstå de situationelle sammenhænge, for at forstå ikke alene hvad, der konstituerer et sted, men hvordan det gennemstrømmes af forskellige kræfter. Sådanne modsvar kan udspringe af det æstetiske, som mellemmenneskelige udsigelser, der ansporer til udveksling, til at blive indlemmet og afprøvet i det kollektive rum. Den æstetiske frembringelse producerer modeller for forestillingsevnen og indvirker i en fælles forestillingsverden, idet der i det æstetiske udsagn altid ligger en henvendelse til en anden, en appel, der overskrider individets afgrænsning. Og netop i kraft af appellens interrelationelle gestus, opstår muligheden for at overskride vores forståelsesrammer mod nye bevidstgørelser. Så, når vi spørger: hvad konstituerer et sted? må vi samtidigt spørge til, hvad der er konstituerende for vores livsverdener. Og når vi siden spørger: hvordan konstruerer vi rum? vil vi måske være i stand til at forestille os mulige simultane rum, livsverdener som de kunne være, eller, som de også er.

- Maja Zander Fisker, 2021

Fotografiske serier I + II: Simultane Rum I (1-7) + Simultane Rum II (8-10), Hydra 2020, Maja Zander Fisker.