Susanne Ussing & Carsten Hoff

Prospekt I - Thy & Vejlø Eksperimentet

Arkitektur: 'Thy Eksperimentet' og 'Vejlø Eksperimentet' - Susanne Ussing & Carsten Hoff 1970-1973, fotografier af Flemming Østergaard Nielsen (redigeret af Sofie Højgaard 2023)
Tekst 'Efterhånden' - Rasmus Strange Tue, 2023

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.
Formålet med 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med perspektiver, der går på tværs af tid og medier.

Stor tak til Statens Kunstfond, for at støtte projektet.

‍

Efterhånden

‍Noter til Thy-eksperimentet 1970 og Vejlø-eksperimentet 1971- og 73 af Susanne Ussing og Carsten Hoff.
”Lad os betragte hver beslutning, vi som planlæggere træffer for andre mennesker som en angivelse af principper, en åbning af muligheder der kan føre i mange forskellige retninger.” (Ussing og Hoff, 1970)

Efterhånden

Byggeri er i dag et meget planlagt arbejde, der detaljeres og koreograferes ned til mindste detalje for på den måde at undgå uforudsete fejl og optimere processen. Men sådan har det ikke altid været. I Eksperimentbyggeri i Thy 1970 og Vejlø-eksperimentet 1971 og 1973 af arkitekt Susanne Ussing og Carsten Hoff, er der andre ideologier om planlægning på færde. I arkitekternes egen tekst Eksperimentbyggeri i Thy, beskrives det hvorledes rummets karakter og forløb impulsivt opstod efterhånden som deltageren strikkede arkitekturen frem. Denne efterhånden-model synes at fordre en anden tænkning af rum end hvis rummets karakter planlægges på forhånd. Arkitekturens form for en efterhånden-model, optager derfor nødvendigvis spor af de sociale korrespondancer blandt deltagerne, som finder sted på byggepladsen. Bølgepap, stålrør, armeret plastik, bræddeflager, net er medaktører i deltageren/beboeren/byggerens hænder og hvert materiales tyngde, størrelse, egenskaber og overflader får derfor unægtelig en vis vægtning for beslutningen og rummets karakter. En drypvis håndtering af materialer er kun noget man kan forsøge at forestille sig ved tegnebordet, hvor materialets reelle størrelser er fraværende.

At planlægge arkitekturen efterhånden, er derfor også at planlægge arkitekturen efter hånden, efter materialer og udfra situationen, med udgangspunkt i materialets vægtning håndens.

Punktskyen

Linjen er arkitektens og planlæggerens foretrukne våben, når rummet og planen skal tegnes frem. Som et projektil skyder linjen sig gennem rummet, og fra sin bane efterlades et rids, der opdeler og samler. I grundridset eller grundplanen, er det linjen fremfor punktet eller fladen som hersker. I Vejlø-eksperimentet er det ikke grundridsets adskillende linje, men punktskyens spredte punkter der agerer planlægningsvåben. Punktet eller prikken er punktskyens fodspor. At afsætte et punkt i rummet kan sammenlignes med det at punktere et dæk. I punkteringen tiltrækker hullet/punktet luften mens luften i et planlægningsperspektiv kan sammenlignes med potentielle begivenheder, møder og rum. I Vejlø-eksperimentet er stedet på forhånd punkteret, konkret udlagt som vertikale stolper, der via sine forskellige tætheder opfører sig som tre punktskyer. Beboelige afstande og tætheder inviterer til mulige rumdannelser af social og privat karakter for den deltagende.

Punktskyer består af mange punkter i forskellige tætheder, formationer og konstellationer. På afstand opfører punktskyen sig som om den har masse og kontur, men lad dig ikke bedrage, for i det øjeblik du træder ind i skyen, ændrer den karakter og opfører sig som skovens rumlige typologi, mellem skovens lysåbninger og tætte træformationer. At arbejde med punktskyen, er at befinde sig i antydningens rum. Den er rumligt inviterende fremfor afvisende.

Drømmer man om punkskyer fremfor grundrids, har man nok større chance for at lade forskellige livsformers livslinjer sammenfiltres og mødes end hvis man kun lader sig diktere af linjens skarpe kant. At planlægge med punktskyen porøse rum er prikke banen op for sammenfiltringer af sociale, groede og andre arters mønstre.

Rynken

Der er noget forunderligt og nærmest magisk over, hvordan et par rynker/folder i papir forvandler dets egenskaber fra fladt og løst, til pludseligt at kunne stå oprejst og bære. Prøv at fold et stykke A4 papir 3 gange på den korte led, med skiftende folderetning, så du får 4 ens felter. Fold papiret ud så der dannes et W eller M, og se nu hvordan det kan stilles på højkant. Du kan endda prøve at balancer en mindre notesbog på toppen af papirvæggen.

På engelsk hedder bølgepap, corrugated cardboard. ’Rugae’ stammer fra det latinske ruga og betyder ”en rynke i ansigtet”. ’Corrugae’ kommer fra ’corrugatus’ og betyder ”at bøje til en fold” med henblik på at tilføre et materiale elasticitet eller styrke. Rynken som materialetransformation, og dens medfølgende egenskaber har flere roller at spille i Thy og Vejlø. Bølgepappens tiltagende ”styrke”, forstærkning, er tænkt stedspecifikt i forhold den kraftige vestenvind, mens ”elasticiteten” faciliterede deltagerens medbestemmende rolle og herigennem den sociale æstetik og projektets ideologiske tankesæt.

Pappets elasticitet kan også læses som et redskab for en stedspecifik byplanlægningsstrategi, der med udgangspunkt i kroppens nærhed til materialitet, adresserer spørgsmål om hvorledes byen ser ud.

Via rynken, forbindes projektets forskellige skalaer, fra detaljen til spørgsmål om byplanlægning. I vores tid, hvor ressourceknaphed er et presserende emne, er det inspirerende at forstå byplanlægningen og problemerne i den store skala gennem nærheden til det enkelte materiales muligheder og begrænsninger.

Skitsen

Som et arkitektonisk udtryk for den sociale materialisering, og elementernes umage møder, står byggeriet særligt frem med sine flossede kanter (Thy) og uldne konturer (Vejlø). Håndskitsen er, i den arkitektoniske redskabskasse, et medium der måske bedst materialiserer sig som flosset og ulden, gennem sin tøvende, vævende og usammenhængende streg. Der er noget behageligt ved at kigge på en skitse, der netop gennem sin tøven efterlader et mulighedsrum for skitsens betragter. Skitsens anatomi er stregens, prikken og fladens væven over papiret af afbrudte linjer, åbne hjørner og skraverede felter. Hjælpeliner, noteringer, skriftlige overvejelser, flyder på tværs af tegningen i et ikke-hierarkisk overlap mellem forskellige afbildningsformer, for på den måde at vende dreje og reflektere i mediet. Modsat den konstruerede tegning, der må være tro mod sine konventioner og via regelsæt søger at opnå en universel læsning og derfor helst ikke skal efterlade rum for fortolkning. Skitsens rumlige efterladenskaber er netop dens måde at være imødekommende.

Det er svært at forestille sig at arkitekturen i Thy og Vejlø ville kunne opstå udfra et konstruktionstegningen konventioner, og dette tydeliggør hvor meget den deskriptive geometri og projektionstegningen (plan, snit, opstalt), og generelt teknologi, yder magt over den måde arkitektur opstår i dag. Thy og Vejlø er mere i familie med skitsens tøven end konstruktionstegningens klarhed.

Meshwork

“But a world build from perfectly fitting blocks could harbour no life at all. The reality, again as in the case of the cathedral, is more akin to a quilt in which ill-fitting elements are sewn together along irregular edges to form a covering that is always provisional, as elements can at any time be added or taken away.” (Ingold, 2013)

At håndtere og arbejde med arkitekturen og planlægningen som Ussing og Hoff, kan udfoldes med en tænkning som det antropologen Tim Ingold kalder for et meshwork. En konceptuel tankemodel/ en struktur, der bedst kan beskrives som en blanding mellem et fiskegarn og et patchwork. Igennem meshworket som optik må livet/livsformerne forstås som groede linjer, der looper, krydser og interferer, som aldrig blot forbindes, men som altid støder sammen og trækker bevægelige spor efter sig. Og det er i disse flossede møder (ill-fittings) der dannes grobund for at livet udfolder sig og herigennem bliver bæredygtigt.

Thy-eksperimentet og Vejlø-eksperimentet er eksempler på en tænkning, hvor arkitekturen ikke kan eller burde tænkes gennem linjens rum, men skal sammenstykkes i åbne systemer af (patches/byggelementer) i punktskyens porøse rum, for på den måde at kunne facilitere og muliggøre de groede livslinjer.