en:33 + Michelle Malling

Friktion 1 - Nordic waste

‘Bunkealfabet’ - en:33, 2024
Tekst ‘Stof, der siver og jord, der æder’ af Michelle Malling, 2024
Kurateret af Sofie Højgaard

Friktion er en serie bestående af fem online udstillinger med fokus på at udforske nye perspektiver på arkitektens handlingsrum. ‘Friktion’ tager afsæt i samtidens overlappende kriser (klima-, miljø- og energikrise samt materiale- og fødevareknaphed) og undersøger arkitekturens heraf forandrede felt og betingelser.
Friktion opstår mellem entiteter i bevægelse, og danner fx bjergkæder, lynild, bestøvning og stier i skoven. I samme analogi afføder ‘friktion’ pollinering, næring og udvikling af økosystemer. Friktion, bruges her som metode for nybrud og positiv udvikling.

Første udstilling i serien tager afsæt i Nordic waste skandalen, hvor spørgsmål om affald, forurenet jord og affekter, som sædvanligvis placeres både ude af øje og ude af sind, trænger sig på. Friktionen mellem den vandrende jordbunke og dens afsondrede matrikel, såvel som den kommende friktion mellem Ølst by og bunke og den eksisterende friktion mellem Nordic waste og alle de som troede, der var styr på det og hvis ikke - så nogen til at tage ansvar, er afsæt for den første udstilling i serien.

Nordic waste er den perfekte katastrofe og som bunken truende kryber nærmere, bliver det klart at dette ikke vil være en enestående sag i fremtiden. For som minkene, der vedblev at boble op af jorden under pandemien, har Nordic waste bunken samme karakter - det fortrængte, bortgemte, afviste trænger sig for alvor på. Den vedvarende udfordring med bortskaffelse af forurenet jord samt nye oplysninger om forhøjede giftniveauer på legepladser i København har fået os til at undersøge, hvorvidt vi kan indlemme det udstødte og igen få det indenfor ‘øje og sind’ - hvor vi kan tage ansvar for det. Samt hvordan vi kan arbejde med bunken som et rumdannende, æstetisk og funktionelt element såvel som hvordan vi kan interagere med forgiftede og forurenede materialer, uden at blive syge, forgiftede eller skadede.

‍

Stof, der siver og jord, der æder

Sive

Det, der siver, overskrider grænsen mellem to rum på samme tid, som det forener dem. Og den langsomme hastighed, hvormed det siver, gør, at begivenheden ofte udfolder sig relativt ubemærket. Det, der siver, trænger igennem barrieren mellem det ene og det andet og kommer efterhånden til udtryk som en del af det andet, mens det ene måske helt ophører med at eksistere. Det kan være helt umuligt for det menneskelige sanseapparat at opfatte hændelsen. Man kan måske hverken se eller lugte eller høre eller mærke, at det sker.

‍

Smitte

Os – for eksempel – er en diffus og temporær tilstand, der for en kort stund opfattes af øjet som en afgrænset form, siden registreres af næsen som en efterhånden svagere og svagere lugt for derefter helt at “forsvinde”. Mikroskopiske partikler optages imidlertid gennem slimhinden i næserne hos mennesker og dyr for derefter at vandre via nervesystemet ind i hjernens frontallap, mens de resterende blander sig med andre miljøer – jord for eksempel. (Nyvold, 2016) Men kan kalde diffus jordforurening for en usynlig blandingspraksis. Forureningen sker gennem længere tids udledninger fra mange forskellige kilder, og verdener smitter lydløst hinanden. Partiklerne siver ned i jorden med regnvandet og bliver en form for abjekt udskilt af civilisationen.

‍

Udskille

Abjekter er alt dét, der bliver udskilt af menneskekroppen; dét, der på en måde er menneske og ikke længere er menneske. Theis Ørntoft beskriver det som de “fænomener, der befinder sig i en betydningszone mellem kroppen og dens omverden, mellem subjekt og objekt, og på denne måde konfronterer os med vores egen flydende uafgrænselighed.” (Frantzen, 2021, 20) Kropsvæsker er abjekter. Når de sivende eller strømmende forlader kroppen, blander de sig samtidig med verden. På samme måde er liget et abjekt. Når livet forlader det hylster, hvori det før boede, efterlader det kroppen som en form for affaldsprodukt.

‍

Adskille

Gennem tiden har man forfinet de anlæg, som er skabt til at skjule de menneskelige abjekter fra omverdenen. Out of sight, out of mind. Cyf skriver i sin brugsanvisning til Paris, hvordan man kan kæde byens civilisering direkte sammen med udviklingen af kloaksystemerne; “at være civiliseret er lig med at vide, hvordan man fører lortet langt nok væk til, at man ikke selv drukner i det.” (Frostholm, 2013, 45) Kloaksystemet og kirkegården er begge anlæg, der er udformet med det formål at skabe en afstand mellem kroppen og dens fysiske spor. Via underjordiske og hermetisk lukkede infrastrukturer føres spildevand til eksterne rensningsanlæg, hvor det filtreres for derefter at kunne ledes tilbage i naturen. Nutidige begravelsesskikke er delvist formet af historiens epidemier. Af hygiejniske årsager har man kremeret og begravet døde kroppe og indhegnet jord til kirkegårde for på den måde at kunne skabe et spirituelt nærvær men en fysisk distance.

‍

Klassificere

Et barndomsminde, som jeg formentlig deler med mange andre, er at bage sandkager og muddertærter af jorden. Oplevelsen er nok den tidligste og mest umiddelbare interaktion, jeg husker at have haft med et råt materiale; jeg husker at blande jorden med vand, at forme den til en kugle mellem hænderne, at presse den sammen og komprimere den, så den blev modstandsdygtig over for at ændre form, at polere og udglatte overfladen, at lægge den til tørre for derefter at gentage alle processerne igen. Forleden hørte jeg, at Københavns Kommune har skrevet ud til forældre, at de skal holde øje med deres børn på legepladsen; de må ikke være for meget i kontakt med jorden. Nu er det jorden selv, der er giftig. Jord danner et af grundvilkårene for liv. Liv forgår i jorden og nyt liv blomstrer op af jorden, men hvad gør vi med den, når den bliver syg og besværlig? Den jord, vi omgås med, når vi leger, eller flytter på, når vi bygger, klassificeres med henblik på at bestemme forureningsgraden. Kategoriseringen udføres på baggrund af den mængde af kemisk stof, som jorden indeholder, og definerer, om jorden er ren eller forurenet. Det er hverken noget, der kan ses eller mærkes, men det kan måles.

‍

Deponere og samle til bunke

Enorme mængder af klassificeret jord fra bygge- og anlægsprojekter fragtes dagligt til modtageanlæg, hvor det sorteres, kategoriseres og renses. Herefter ligger bunkerne i venteposition på jorddepoter, inden de igen skal bruges som fyldmateriale i byggeriet. Bunkerne repræsenterer en verden uden for depotet, der konstant forandrer sig, når bygninger falder og rejser sig. Overskudsjorden fra byggeindustrien er endnu et af civilisationens abjekter. De foranderlige landskaber er byens skjulte opland – hengemt bag hegn og bomme behandles restprodukterne af kapitalismen. Out of sight. Jorden danner en arboret af bunker, der udgør et sammensat ekstrakt af det omkringliggende land og konstruerer et helt nyt landskab.

‍

Skride

En bunke kan beskrives som en mængde eller masse, hvor delkomponenter ligger tæt sammen og delvist oven på hinanden. Afhængigt af materialet kan det være mere eller mindre svært at skelne komponenterne fra hinanden. Addition og subtraktion af stof ændrer bunkens form og stabilitet. Bunken er ikke uendelig målt i størrelse, men den er uendelig målt i tid, fordi substansen hele tiden forandrer sig i relation til sine omgivelser. Det er nødvendigt for bunkens stabilitet, at den hviler på et stabilt grundlag. Ved et ydre pres kan den falde sammen eller skride. Jorden blev dannet ved sammentrækning af en urtåge. Set i et perspektiv af de geologiske kræfter, hviler den byggede verden på et skrøbeligt fundament. Jord er en blanding af levende organismer, organisk dødt stof, mineralske partikler og vand. Vandindholdet er med til at definere massens stabilitet. Når mængden af vand fordeler sig anderledes, sætter jorden i bevægelse. Det er utroligt at tro, at man kan dressere den slags kræfter. Bunkerne af overskudsjord har skabt et nyt landskab med sin egen vilje.

‍

Overskride

Det at skride kan være en lige så langsom bevægelse, som det at sive. Et jordskred derimod medfører en brat ændring i landskabet. Helt generelt sker et jordskred, når de drivende kræfter overstiger de kræfter, som ellers ville stabilisere jorden. Hvis man definerer jordbunken som en mængde af stof med en iboende kraft og et materiale med politisk substans, kan jordskreddet ved Nordic Waste beskrives som både en forudsigelig tragedie og den perfekte katastrofe. Jorden risikerer at overskride den barriere, som er sat op for at skærme samfundet fra den syge jord (og det syge ved mængderne af overskudsjord, som konfronterer os med en sindssyg byggeindustri). Når jorden skrider og udvikler sig i en uhensigtsmæssig retning, er det et udtryk for en kraft, der ikke længere kan kontrolleres med politik, måleapparater og afgrænsninger.

‍

Æde

Jordmonsteret, der vælter hegn og æder sig gennem landskabet, udgør en trussel mod både naturen (Alling Å) og civilisationen (Ølst by). En skelsættende miljøkatastrofe, som dog er umulig at isolere som en enkeltstående skandale; bunken, der vokser og vokser og vokser og skrider, er en fysisk repræsentation af konsekvenserne, som produktionssamfundet og byggeindustrien under den lange periode, man kalder moderne, har ført med sig. Bunkens truende adfærd er afslørende. Den har givet form til en række af konsekvenser, der er distribueret i rum og tid på en måde, så de har været abstrakte og uhåndgribelige.

‍

Confusing the monster with its creator

Med en reference til Bruno Latours analogi om Frankensteins monster og moderne teknologier er jordbunkerne monstre, der som civilisationens skamfulde abjekter ophober sig ved siden af samfundet i stedet for som en del af samfundet. De er udstødte og hjemløse, samtidig som de er en forudsætning for den vækst og velstand, vores samfund er defineret af. Når de udskammes, hengemmes og glemmes, vokser de sig så store og stærke, at de bliver ukontrollerbare og farlige. Latour placerer synden hos skaberen; “Our sin is not that we created technologies but that we failed to love and care for them.” (Latour, 2012) Han efterspørger en mere kærlig omgang med teknologierne. På samme måde kan man efterspørge en mere kærlig omgang med jorden, der handler om at gå i dialog med stoffet i stedet for at skjule det og italesætte det som affald. Det er vores alle sammens lort.

‍

Interagere

Richard Serras ‘Verb list’ fra 1967 opremser en række mulige bearbejdningsformer, der ikke relaterer sig til et bestemt materiale men beskriver aktionen i sig selv. To roll, to crease, to fold, to store, to bend… Alle transitive verber uden objekt. Ordene er instrumenter, og når de aktiveres i mødet med et materiale, kan de skabe. Mange nyere arkitekturprojekter dyrker jorden som dresserede elementer, der kan indtage en genkendelig, afgrænset og afrettet form – en vægskive for eksempel. Renset for alle jordens urenheder og skred og med udhæng og offerlag, som beskytter jorden mod erosion, så den kan opretholde den definerede form. En33’s ‘Bunkealfabet’ italesætter alternative interaktionsformer ved at vedkende sig bunkens præmis og nøgternt gå i dialog med de iboende æstetiske og rumlige potentialer. Stoffet er præmissen, og nogle gange er det giftigt. Derfor må rækken af mulige bearbejdningsformer udvides. Det kan være helende at arbejde symbiotisk med stoffet. For at citere Jane Bennet åbner det muligheden for “at udpege et liv i materialet” og blive i stand til at samarbejde med det. (Bennet, 2021, 130) Det åbner muligheden for at nærme os en alliance med civilisationens abjekter.

‍

Noter

Bennet, Jane (2021). Levende materialitet. Tingenes politiske økologi. Forlaget Mindspace.

Frantzen, Mikkel Krause (2021). Klodens Fald – Æstetiske og økologiske perspektiver på olie, plastik og andre hyperabjekter. Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Frostholm, Christian Yde (2013). Paris en brugsanvisning. Forlaget * [asterisk],

Latour, Bruno (2012). Love You Monsters; Why We Must Care for Our Technologies As We Do Our Children. I Breakthrough Journal. 4. februar 2012. Besøgt 1. maj 2024. 2024.https://thebreakthrough.org/journal/issue-2/love-your-monsters.

Nyvold, Mads (2016). Partikler fra bilos strander i hjernen. Besøgt 2. maj 2024. https://ing.dk/artikel/partikler-fra-bilos-strander-i-hjernen

‍