Emilie Bausager

Prospekt III - The Archeological Sandwich

Værk: 'The Archeological Sandwich' - Emilie Bausager 2019 og 2023
Tekst 'Et stenet arbejde' - Sofie Højgaard, 2023

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.
Formålet med 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med perspektiver, der går på tværs af tid og medier.

De tre første udstillinger i serien Prospekt - ‘Thy og Vejlø Eksperimentet’, ‘I Relief' og 'En Arkæologisk Sandwich' beskæftiger sig med byggeriets enkeltdele. Byggeriets enheder, formater og bundne standarder undersøges gennem to midlertidige bosættelsesprojekter i 1970’erne, et loftsrelief af genbrugsmaterialer og en skulptur over et stengærde. Der reflekteres over, hvad enkeltdelene betyder for arkitekturen, såvel som forholdet mellem enkeltdelene, der bygges med og de, som bygger med dem.

Stor tak til Statens Kunstfond, for at støtte projektet.

‍

Et stenet arbejde

Fra jordens indre, skubbes tunge knolde op til overfladen. Vinterfrosten får vandet i jorden til at udvides og stenene klemmes op mod overfladen. Når de tunge runde bryder igennem jorden, ligger de som fatale klumper af flint, kvarts, granit, kalksten og sandsten, der bidder på de skarpe redskaber, der trækkes gennem jorden. Stenene smides mod markens periferi, i skovens bryn og samles derude, som en hævet skorpe.
‍

Stabilt og dynamisk‍

Mine forældres fingre var svulmede og blå et helt forår. Et fredet stengærde på deres grund var over årene blevet slidt af skub og belastning fra en tidligere ejers effektive landbrugshverdag, og var langsomt trillet fra hinanden. Aske og hasseltræer, der var plantet i gærdet, havde tilmed gjort deres og langsomt sprængt stenene bort fra deres voksende stammer og stengærdet, krævede en ny bredde.

Stengærdet er et ikke-statisk stykke arkitektur. Det er dynamisk og i udveksling med dets omgivelser. Det seneste århundrede har byggeteknologien stræbt efter at skabe en arkitektur, der tilbyder indre statiske forhold. I dag er en jævn temperatur og luftfugtighed og at have et minimalt varmeudslip en selvfølge. Bygningens evne til at beskytte fra omgivelsernes udsving, er afgørende for at opretholde vores livsstil. Stengærdet er helt og aldeles en del af dets omgivelser - det er et ikke-statisk miljø, men det fungerer alligevel som et stabilt habitat.

Gærdets sten er nogle steder ru, og hvor fugten samles i de små overflader, kan mossen hvile sine nederste tentakler, suge sig til og drive fugten til vækst. I sprækkerne mellem stenene på en side, forbliver fugten på selv de varmeste sommerdage, og i disse helligdage står urter ud. På gærdets anden side, er porøse fuger af agern og blade i alle stadier af forvitring. Pollen, snask og sneglespor glimter i den soltørre jord, hvor et stykke hvidgulligt ham smuldrer i toppen. Under stenene snor sorte kroppe sig, og små pelse har børstet hulrum rene. Insekter summer fra de inderste rum, hvor rødderne fra pil og hasselbuske danner krogede vælvinge imellem sig. Her lever tudser, firben, snoge, hugorme, mus, hare, ilder, solitære bier, biller og myrer, beskyttet mod sprøjtemidler og skarpe plove.
‍

At stable sten‍

Mine forældre havde siden den forrige sommer indsamlet de marksten, overdrevet havde skubbet op og de sten, som lå gemt i det høje græs. Vinterfrostens nyfødte marksten og de gamle gærdesten blev komponeret på ny. Det var et langsommeligt arbejde, hvor forholdet mellem kroppens styrke og størrelse sammenholdt stenens omkreds og tyngde var afgørende variabler. De tungeste sten blev rullet på træstokke og løftet i position med en løftestang. Afstanden mellem stenene blev sat af mine forældres klemte fingre.

At bygge med marksten og ukurante størrelser kræver et sanseligt nærvær. Det er et følsomt arbejde. Gærdet må sten for sten møde sit underlags ujævnheder og forskellige niveauer af fugt. Det er en komponering med mineraler, tyngdekraft og dynamiske forhold, som vejr, vind og årstider.
Hver og en, må stenene vendes og drejes, deres individuelle kvaliteter som form, tekstur, porøsitet, og tyngde må studeres for at få arrangeret det forhåndenværende og kontekstens kræfter bedst muligt.

Stenskulpturerne i Emilie Bausagers værk ‘The Archeological Sandwich’, udgør tilsammen gærdet og den arkæologiske sandwich’s enkeltdele udfoldes nøgternt og stenet, en for en herunder. Hver sten bærer sine tider - politiske og afgørende historiske begivenheder - som ses i de figurative teksturer og billeder på stenens overflade. Det er som at landskabernes transformation og er blevet absorberet i stenenes overflade som et internaliseret patchwork.
‍

Åbent værk‍

Omkring det restaurerede gærde på mine forældres grund sprang nye buske op ad jorden. Nødder og frø, der havde ligget i hi mellem de store sten, var blevet børstet fri af min moders trang til orden. Mine forældres liv og handlen i landskabet omkring gærdet var sat i sten, et konkret arbejde der manifesterede sig i et åbent værk af granit, flint, kvarts, kalksten, jord, ler, muld, frø, nødder, spindelvæv, blade, grene, dyreekskrementer, museskeletter, måske en runesten og en tabt lighter.

Opførelsen af stengærdet kan ikke tilskrives en bestemt person, gruppe eller tid, og er et ydmygt eksempel på et åbent og fælles værk. Hver enkelt sten i gærdet bærer sin egen tid og spor fra dens vej fra dybet i marken op og ind i stengærdet. Nogle sten har gennem tiden haft flere pladser i den samme konstruktion og har været holdt af mange hænder før mine forældres.

At skabe en bygning som et åbent værk, der vedvarende opretholdes og skabes på tværs af generationer, århundreder og måske årtusinder kræver en nænsom arrangering af byggeriets enkeltdele. Det betyder at både den som bygger og den som bor må tage vare på materialerne og det betyder at der må bygges med bunkens logik og at arkitekturen må samles således at enkeltdelene i hele stykker kan skilles ad igen.
Som i stengærdets tilfælde, må der over tiden komponeres med det eksisterende og arrangeres, så de iboende enkeltdele fortsat udgør det samlede værk, hvor der sparsomt tilføres nyt, og hvor det som tages bort, får et nyttegørende liv andetsteds eller bliver genbrugt i bygningen.
‍

Samlinger

Da gærdet blev repareret, kiggede vi på, hvad der havde hobet sig op i og omkring det gennem tiden. Der var ting som var blæst forbi og havde sat sig fast. Ting som var blevet foræret af små hænder eller poter og gemt i sprækkerne, og ting som kortvarigt var blevet lagt, men glemt. Der var ting, som var vokset over tid, og ting som lod til bare at være opstået af sig selv.

Gærdet er som mudderet og bunken, en ophobning og et løst hele med en materiel modstand. Gærdet er et mellemværende, som mudderet er det, indimellem vådt og tørt og som bunken er det, mellem to placeringer.
For både gærder, mudder og bunker gælder det, at ting har det med at samles der.

At arbejde med en opmærksomhed på samlinger i byggemodning og byggeri, er at arbejde med en åbenhed for at danne styrkende forbindelser med stedet. Samlingen fortæller om relationer mellem de genstande og fænomener, der udgør den. Alle samlinger har et system som kan aflæses i relationer og fællesnævnere, eksempelvis en fælles kontekst, vægt, materiale, form eller funktion. At afsøge samlingens indbyrdes relationer kan i første gang bekræfte systemer og forhold vi kender, men forhold der forekommer tilfældige kan være udtryk for komplekse forbindelser eller systemer, som kræver en nærmere inspektion.

Et steds forbindelser og fænomener som fx vind, vejr, jordforhold, flora og fauna er vigtige at forstå. Det er dem som bringer ting til samlingen og dem, der ligeledes opløser dem. Det er dem der forudsætter hvad som findes i samlingen og hvad som vil komme til. Det er dem som styrer, hvordan de ting der findes i samlingen er formet eller særligt tilpasset hinanden og derfor virker en kortlægning af et steds samlinger som en fremkaldervæske over stedets iboende logik.
‍

Indre sten

På efterårsmorgener går jeg langs en side. Her forsvinder mine fødder i morgentåge og dug. Selv tågens flygtige væsen drages mod det aggregative felt gærdet udgør. På efterårseftermiddage, går jeg langs den anden side. Knas og fugt skifter under fødderne og opsamlet solenergi stråler ud fra bunken af sten. Gærdet virker som et lokkende varmeaggregat, og som et svalende værn, på dets skyggeside.

Sten for sten, granit på flint på kvarts på sandsten på kalksten på flint, fortsætter stengærdet gennem landskabet. Det laver et brat knæk, sætter en afstikker og danner hjørne. Et par meter væk står et lignende gærde, der løber langt ud i landskabet. Det fletter sig med et jernalderstengærde, der som et kurvet greb, holder om landskabets rundinger. Senere møder det et tværgående gærde, og det rettes op og skyder gennem markerne, som en snorlige streg.

At gå langs gærdet, er som at følge en tanke; flydende, abrupt, associativ, borte for at vende tilbage i nye retninger og andre gange strengt styret på en lige vej gennem et indre landskab.

I et indre landskab findes også markerne. De kultiverede landskaber, hvor vi har høstet mange gange. Vi kender dem. Den ene mark ligger op mod den anden, som to forskellige metoder, der hver på sin måde danner en sikker høst og talte guldkorn. Mellem disse kultiverede zoner, i vore indre landskaber, er stenene, der på foruroligende vis bliver ved med at skubbes op af en indre muld. Det er de store knolde, vi bliver ved at slynge til siden, så vi kan fortsætte den lige stribe med vores plove. Dér, i bevidsthedens periferi, danner de bunke, mudder og samling.

Men stenene, som ligger dér eller i gærdet på mine forældres grund, har vi ikke opdrevet alene.
Hvad er stenene og hvor kommer de fra? Er de ideer, afviste realiteter, potentialer, forbindelser eller bare sten, som vi kan bygge med?

‘Sværdet i stenen’, ‘Sisyfos Myten' og ‘De vises sten’ er fortællinger om indre sten i en ydre verden. De er også eksempler på fortællinger om en praksis med sten, der forankrer indre og ydre landskaber. Én sten, vil kun afgive et kostbart svær til personen med den rette indre styrke, en anden sten kræver daglig nærhed og bliver derfor ved at trille og en tredje sten er løsningen på svære problemer, består af alle verdens fænomener og er frembragt spirituelt - sagt med andre ord - gennem et indre arbejde eller en indre teknologi.

Jeg har ikke fundet de vises sten i stengærderne, men at stable, samle og vende hver sten, at se hvad som har samlet sig imellem, at forstå de forhåndenværende mængder og tage vare på det som er, er konkret at bygge og reparere stengærde, omend stenet, er det også en måde at forandre en tilgang til at bygge i verden.

‍