gruppe-aja

Visuelt værk: 'A Patched Ceiling' - gruppe-aja, 2023
Tekst 'I Relief' - Jakob Rabe, 2023

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.
Formålet med 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med nye udsyn, der går på tværs af tid og medier.

Stor tak til Statens Kunstfond, for at støtte projektet.

‍

‍I RELIEF

Relieffer fortæller historier. Som udgangspunkt dem som deres skabere har ville fortælle omverdenen. Eftertiden. Sig selv.

Men historien der fortælles, ændrer sig over tid. Fordi relieffets form ændrer sig, og i arytmisk takt med at samfund og beskuer forandrer sig. Relieffer kan være høje, lave, nedsænkede. Formet i ler, skåret i træ, hugget i sten eller støbt i bronze, men deres betydninger er flydende som vand.

Et sirligt bearbejdet materiale der er vandret gennem skiftende tider, er det, der intuitivt fascinerer os, men det er relieffets evne til at indlejre skiftende fortællinger, at tale med flere tunger, der giver dem en plads i verden, vi fortsat drages mod og måske bedrages af.

KONSTRUKTION OG DEKORATION

To brudstykker af ét relief. To ansigter i profil. Til venstre Akhenaten, den, der er til nytte for Aten, faraoen der regerede i det 18. dynasti i oldtidens Egypten. Til højre hans andenhustru, den for eftertiden knapt så kendte Kija. Pigment af lapis lazuli og okker der lægger sig i de sirligt mejslede fordybninger i hulrelieffet, og skaber et porøst liv i overfladerne.

Akhenaten og Kija er skåret i hver deres talatat; disse er mindre kalkstensblokke hugget på standardmål (ca. 27 x 27 x 54 cm), og blev benyttet i byggeriet under Akhenatens vælde. Talatatens forholdsvis beskedne størrelse muliggjorde, at én person alene kunne transportere byggestenen, og således kunne grundlæggelsen af Akhenatens nye hovedstad, den prægtige el-Amarna, med dets storslåede paladser og templer helliget solguden Aten, foregå i hidtil uset hast. Byen blev opført med pomp og pragt i 1348 før vor tidsregnings begyndelse. Al denne hast til trods blev talataterne nænsomt dekoreret med farverige relieffer, og således stod Akhenaten og Kija og så hinanden i øjnene i el-Amarnas Nordpalads for mere end 3.000 år siden. Det var deres plads i verden at beundre hinanden til evig tid, imens de ofrede ænder til Aten, hvis stråler skinnede på dem.

Virkeligheden ville dog en anden vej end den, der stod mejslet i sten. Et royalt drama førte til, at relieffet blev rematerialiseret. Kijas øje og næse blev skamferet, og står i dag som blege pletter i et ellers nuanceret ansigt, mens hendes baghoved samt hieroglyfferne, der skrev hendes navn, blev udskiftet til fordel for Merit-atens, ældste datter af Akhenaten og dennes store kongelige hustru, den for eftertiden ikoniske dronning Nefertiti. Ligesom skæbnen var barsk ved Kija, hendes baghoved og det eftermæle, der blev kradset bort ét relief efter det andet, blev el-Amarnas plads i verdenshistorien også defineret ved dets fald snarere end dets storhed.

FRA EL-AMARNA TIL TIETGENSGADE

Gennem 17 år herskede Akhenaten, inden han døde og blev stedt til hvile i sin sarkofag under el-Amarna. Efter blot 20 år som det oldegyptiske riges nye centrum, blev el-Amarna ødelagt og forladt. Farverige relieffer blev blege parenteser, og deres storladne hyldester overflødige, men talataternes værdi som byggemateriale kunne ingen tage fra dem. Således spredtes el-Amarnas relieffer for alle vinde. Brudstykket, der oprindeligt viste Kija, endte som byggeklods i udbygningen af byen Hermopolis, der lå omtrent 20 km fra el-Amarna.

Siden 1985 har det haft til huse på Glyptoteket. Akhenatens relief fandt vej til The Metropolitan Museum of Art i New York. Da Glyptoteket i januar slog dørene op for udstillingen ’Amarna – Solgudens by’, blev de to brudstykker efter sigende genforenet for første gang siden tiden, hvor den store Ramses II herskede over det egyptiske rige.

Her hænger de så foran mig. I en glasmontre i København. Det føles på én og samme tid fascinerende og forkert. De vækker en fængslende fortælling om to skæbners storhed og fald, men også om værdi og vurdering, byggeskik og uskik, kolonisering og etik. Relieffet, der blev skabt til at åbenbare én fortælling, endte med at blive en del af en lang række andre. Fra en faraos tilbedelse af én gud og to kvinder til koloniale magtstrukturer, der gennemsyrer produktion af både kultur og byggematerialer.

FRA TIETGENSGADE TIL AMAGER

Blot et stenkast fra Glyptoteket findes Centralpostbygningen. Den røde murstensmastodont der i over 100 år har hilst tilrejsende velkommen lige inden de sluses ind under Hovedbanegårdens hvælvede lofter. I sin tid agerede den hovedsæde for Post- og Telegrafvæsenet. I dag huser bygningen det femstjernede luksushotel Villa Copenhagen, hvor der efter eget udsagn er room enough for everyone – both literally and figuratively speaking. Plask rundt på livet løs i en opvarmet pool på tagterrassen eller saml kræfter natten over i the world’s most sustainable king-size bed.

Om det kan måle sig med el-Amarnas overdådighed, må stå hen i det uvisse, men inden det gik så vidt for sig, blev læssevis af Centralpostbygningens inventar, der ellers måtte have ladet livet som byggeaffald, opkøbt. Mere eller mindre slidte vinduer, døre, gelændere, greb og vægpaneler tog midlertidigt ophold i Kastrup. Herfra har fire store vægpaneler fundet vej til en lille grund i en haveforening mellem havneløbet og Amager Fælled. Hvad der kan synes som en undseelig rejse sammenholdt med talataternes, lægger nu fundamentet for en ny sensibilitet, der bliver sået i dets sprækker.

Her er sprækkerne ikke stiliserede udskæringer med forførende farver, der har overlevet civilisationers storhed og fald. Sprækkerne er materialets fysiske sår, der i dagens samfund oftest er ensbetydende med materialets endeligt. For den nysgerrige aftager er sprækkerne derimod en velsignelse, der som et generøst mulighedsfelt åbner sig, når man fantasifuldt formgiver helingen af dem. Ved at insistere på den langsommelige proces, der kræves, og en stillingtagen til det man har valgt at tage i sine hænder, fostres nye fortællinger i det forvitrede og forskelligartede. Det man skal gøre sig umage for at opdage, og som ikke findes på de endeløse hylder i det globale byggemarked, arkitekturen nu om dage synes at være faret vild i.

RENSING OG MANIPULATION

Hvert af de rektangulære paneler måler omtrent – men langt fra præcist – 135 x 120 cm. Som bygningskomponenter i et nybyggeri, hvor standardisering oftest styrer slagets gang, ville selv små afvigelser som disse give enhver entreprenør koldsved. Panelerne rummer hver især 3 x 3 rektangulære felter, der markeres ved en let forsænkning i den ellers plane overflade. Panelernes fronter er hvidmalede. Den hvide maling røber sit ringe talent for at favne tidens tand, og afslører den rene flade som en farlig utopi, der fastholder os i en evindelig træng til at rense; at tilsløre når vi burde prøve at forstå. Som når vi endnu bevidstløst dyrker den øjensynlige hvidhed i Antikkens marmorskulpturer, selvom vi ved, at den er et moderne bedrag, slet og ret en arkæologisk opfindelse og ikke opdagelse.

Er rensningens øverste ideal ikke blot tilbagevenden til et udgangspunkt, der ikke længere findes, og som nok aldrig har eksisteret? En dekadent skrue uden ende, et systematiseret sisyfosarbejde der på sine bedste dage er udtryk for en ubæredygtig praksis, og på de resterende dage blot vidner om modernistisk manipulation.

Mens den hvide maling tilslører spor på panelernes forsider, udfoldes på bagsiderne et relief, der – modsat dem på Akhenatens talatater – aldrig var tiltænkt at være et sådant. Bagsiden som fænomen er af natur hengemt, men den opfylder som oftest et behov, konstruktivt eller funktionelt, og skaber forudsætningen for forsiden. Bagsiden er som en rygsøjle, der nok lever sit liv på skyggesiden, men sætter en ære i at holde sammen på det sminkede ydre, og derfor må tilpasse sig over tid.

SPOR OG SÅR

Hvor forsidens fysiske forsætninger sminkes, fornægter sig deres spor og bliver til sagesløs ornamentik uden fortælleglæde, optræder de på bagsiden som flertydige figurer med noget på sinde. Bagsiderne er – her i en haveforening på Amager – kløgtigt gjort til lærreder for et relief, der som en palimpsest og i sit eget tempo formes med tiden som ledsager. Om det nu lige er et hulrelief, defineret ved fordybninger, eller et basrelief, defineret ved forhøjninger, eller måske begge ting på én og samme tid, spiller ikke den store rolle. Det er ikke formerne i sig selv, men derimod deres overfladers spor, notationer, sår og behandlingen af dem, der bliver protagonister i panelernes historiefortælling.

N° 21 ... N° 1 ... 6/0 NR 4.B ...17 5/16 ... en firkant med en diagonal ... knaster ... udtørrede fugtansamlinger ... indtørret trælim i fugerne... udefinerbare blamager ... variationer af åretegninger ... nuanceforskelle der afslører bræddernes udskiftning ...  udtværede aftryk af hårdtarbejdende håndflader i panelernes periferi?

BEHANDLING OG HELING

Mellem de fire ukurante paneler er der indlagt fire lister i lys douglasgran. To horisontale og to vertikale. De støder vinkelret sammen i to centrale punkter. Listernes varierende tykkelser er den manglende brik, der gør, at panelerne i samspil danner et perfekt kvadrat, hvilket vist nok er en pleonasme i geometrisk forstand. Alligevel virker det ikke som en overdrivelse, for i forlængelse heraf indtræffer en strukturel afklarethed, der agerer ramme for panelernes indbyrdes dynamik. En dynamik der understreges af den lette forsætning mellem to af listerne, der får det samlede felt til at fremstå som et møllehjul i bevægelse.

I panelernes periferi ligger fem lyse brædder – to lange og tre korte – der erstattede brædder så fordærvede, at de ikke kunne reddes. Det er gjort efter samme opskrift – 1:1 udskiftning af elementer – som har været benyttet tidligere i panelernes liv, hvilket de forskellige grader af patinering i træet afslører. I dag ville man sandsynligvis have udskiftet hele panelet, så snart det slog de første revner, og den hvide maling ikke kunne skjule dets forfald, af den simple grund at det er hurtigst, billigst. Når arbejdstiden – set fra et banalt økonomisk perspektiv – er betydeligt mere kostbar end emnet, der bearbejdes, kan man få det indtryk, at hastværk er pragtværk. Men rentabilitet og værdi kan ikke blot måles i profit, hvilket vi snart burde være blevet klar over.

Her i græsset foran mig ligger fire paneler med bagsiden opad. I en ikke så fjern fremtid bliver de til undersiden af en tagkonstruktion, og jeg kan lægge mig på gulvet og betragte dem. Foruden de fire lister og fem brædder optræder 11 mindre stykker indlagt fyr og douglas af varierende størrelse. De er plastre, der heler panelernes åbenlyse sår, og gør dem klar til deres kommende tjans. Mindre områder af fordærvet træ er stemmet ud, og en slags lapper af blot nogle millimeters tykkelse er sænket ned i den eksisterende konstruktion.

Med tiden vil disse i alt 20 nye indsættelser patinere, og det samlede reliefs udtryk langsomt ensartes, men dets fortællinger vil blive boende, og selvom nuancerne udjævnes, vil nye fortællinger opstå i samspil med beskueren. I mødet mellem materialets spor og bearbejdningen af dem rejser der sig en nyt betydningslag, der peger fremad mod en ny skole for værdisætning, hvor forholdet mellem tid og profit må revurderes. For panelerne og indsættelserne er fortællinger om tid. Både den akkumulerede tid materialerne har levet, og ikke mindst den dyrebare tid der er lagt i bearbejdningen af dem. Dermed bliver de også fortællinger om den tid, som vi til stadighed forsømmer at tage os, når vi bygger, og reliefferne står som et stille men skarpt opgør med denne giftige praksis.

ØJEBLIK OG EVIGHED

Selvom man på Glyptoteket for en stund genforener to byggesten, symboliserer de verdener i opbrud. Akhenatens og Kijas oprindelige adskillelse, el-Amarnas ødelæggelse, et globalt samfund i strukturel ubalance. Jeg fornemmer en ildevarslende alvor i deres udtryk, som om de ved, at deres offer til Aten ikke vil redde dem.

På min vej ud fra Glyptoteket træder jeg ligesom alle de andre igennem Vilhelm Dahlerups storslåede vinterhave. I midten af det hele slænger selve symbolet på livets skabelse sig. Vandmoderen i sin sværm af kravlende babyer. Hvis ikke hun havde så travlt med at være tilstede i deres selskab, og blot for en kort stund løftede blikket fra barnet på sin venstre arm, ville hun på den glatte frise over os læse det samme som jeg:

Fuisse nihil est. Esse momentum. Fore aeternum. At have været er intet. Væren varer kun et øjeblik. At være i fremtiden varer evigt. 

Her er vi så. Midt i den fremtid, der skulle være manifestationen Akhenatens og Kijas evindelighed. Alligevel bedrøvedes jeg ved synet af dem, den ofrede and og Atens solstråler. Man skal tage sin skæbne på sig og elske den, men oplevelsen af deres evige væren virker underligt uværdig. De to talatater og det smukke relief de sammen danner, emmer af en malplaceret storhed, som vi alle er del af.

TID OG MANIFEST 

Talataterne var udsmykkede bygningselementer. Det samme kan siges om vægpanelerne. De har begge gennemgået adskillige indgreb i deres fysiske form, og begge er de blevet givet andre pladser i verden end deres oprindelige. I kraft af deres funktionalitet og dekoration, og menneskers forskellige fascinationer heraf, har de overlevet. De er begge relieffer, fordi de fortæller historier, men hvor talataterne skuer tilbage mod en uigenkaldelig storhed, peger panelerne fremad. I horisonten anes en anden verden, hvor vi bygger på et fundament af sensibilitet over for det forhåndenværende. Relieffet, der ligger foran mig i græsset, er et manifest bygget af tid, og dets betydning burde i dag læses som et opråb.

Hvor storhed synes at kræve hast, forlanger nærhed tid. I vores verden er det et sjældent privilegie, men evig tidsoptimering – tænk over hvor absurd paradoksalt forholdet mellem de to ord egentlig er – bidrager til fortsat ubalance. I sprækkerne kan vi værne om vores væren, lade os drages af øjeblikket. Ellers varer fremtiden alligevel ikke særlig længe, og da slet ikke evigt, og ingen vil kunne interessere sig for de historier, vi har fortalt til hinanden. Om os selv.