Georg Jagunov

Fotografi og Landskab: 'Basisk Vækst' herunder serie 1 (billede 1-20) 'Sameksistens i Kridt' og serie 2 (billede 21-26) 'Kildekalk i tilblivelsen' Georg Jagunov, 2023
Tekst 'Æon Flux' - Kristine Annabell Torp, 2023

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.
Formålet med 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med perspektiver, der går på tværs af tid og medier.

Hvor de tre første udstillinger i Prospektserien beskæftigede sig byggeriets enheder og formater, beskæftiger de tre næste udstillinger, 'Remote Nature Cam(era’), 'Basisk Vækst' og ‘The Ark' i Prospektserien, sig med landskab og kontrol.
'Basisk Vækst' undersøger kalk og plantevækst frit voksende i den hvide kalk på Møns Klint, kontrolleret og overvåget i et terrarium og cirkulært i en biotop, hvor mos vokser på kalksten og næres af vandet fra en kilde, der drypper. Over årene er mosen forstenet og har dannet et fundament af mange lag af mos og kildekalk, der igen er grosted for ny mos.

Stor tak til Statens Kunstfond, for at støtte projektet.

‍

Æon flux

Her er en analogi jeg har spekuleret på; teksten som kildekalk. Før jeg redegør for denne mulige analogi, lad mig kort opridse tilblivelsen af kildekalk, også kaldet frådsten og travertin:
Kalken vandrer fra jordlaget i omgivelserne, hvor kuldioxidholdig vand har opløst den, ned til grundvandet, som fører den videre til en kilde, der igen breder kalken ud over landskabet, hvor den aflejres i lag, og aftegner topografi og somme tider vegetation. 

I sådan en analogi ville jeg, skribenten, være kilden, mellemleddet mellem den ene og anden kalksammenhæng, det formtransformerende medium, og kilden til kalk ville være alt som omgiver og har omgivet mig, mens kalkaflejringerne, kildekalken, ville være ordene, aflejret i en sammenhængende tekst med linjer, som ville repræsentere lagene, med aftryk efter den underliggende topografi, det vil sige de ord og sætninger, der allerede er skrevet i den pågældende tekst. 

Hvis man går videre med denne analogi, kunne den første sætning være: Jeg sidder i et fly på vej til Bologna. Langt der nede skimtes en løbende gletsjer. Den går næsten i et med skyerne. Jeg spejder efter Dolomitterne, der står og eroderer så overbevisende, med store, bløde tæpper af kalk, der løber ned ad de stejle fjeldsider, (toppen af Mount Everest er også marin kalk), før vi glider ind i en sky, medens luften der bærer flyet, langsomt bliver tykkere af kulstoffet, der frigives i atmosfæren, efter at have være bundet i milliarder af levende organismer i millioner af år, for nu at brændes i flyets motor, og det er denne synd, der er den smukkeste, jeg flyver med vidåbne lukkede øjne, mens jeg forsøger at fotografere det ufotograferbare, solens stråler, der slipper gennem skydækkets huller, og kaster glitrende pletter på Øresunds bølger og min hjerne, som ikke gør et forsøg på at lagre, fordi mit lille iPhone-kamera er på arbejde med lige præcis det, og sender billeder af solpletter og skyer ind til skyen, hvor tusinder af billeder er strandet og glemt, på nær de nøje udvalgte, der hentes ned til Instagram og et snes likes, som min hjerne til gengæld lagrer, eller i hvert fald nøje registrerer, dog ikke lige nu og her, i flymodus, hvor ord som skønhedskompensation dukker op, for mine dekadente øjne sluger den glødende solnedgang, som fordøjes af hjertets melankoli, og til dessert får jeg den blå time, der ligger som en slør over Bologna, idet flyet strækker sine hjul ud, og lysene tændes på jorden som små funklende parasitter, imens de brune marker med cypresserne nærmer sig mine hvide hørbukser - jeg skal være turist i Venedig - et slot lyser op på en fjern fjeldtop, samtidigt som stewardessen beder os om at være forsigtige, og jo tak, jeg har skam nydt min rejse, mere end du aner, med skyldbetynget glæde træder vi ud i den mørke nat, som er varm og fugtig, og gennem endeløse kolonnader ruller vi vores bagage lydløst over den blankpolerede terrazzo, der gemmer på geologiske diagrammer over forgangne tidsaldre, og på spidsen af disse, tidsaldrene, sidder jeg i et tog, og kommer til at tænke på børnetæer - som er noget af det fineste som findes - fordi et lille barn taler højt og meget, og overfor barnet sidder en ældre herre med rosenkrans og safarihat, min sidepassager sukker tungt, og udenfor er det gråt, barnet er stille nu, mens det ser ned i en skærm, der larmer anderledes og værre, og jeg kommer i tanke om noget jeg så i lufthavnen, en mand med en rød hat, den så billig ud, med et hattebånd, som ved nærmere eftersyn viste sig at bære teksten ’red hat’, ved siden af en lille illustration af en rød hat, hvilket jeg fandt fascinerende, hvorfor jeg på et senere tidspunkt, da jeg tilfældigvis stødte på den røde hat igen, overvejede at følge efter dens ejer, men så dybt stak fascinationen trods alt heller ikke, og mine tanker lader sig igen forføre af åsrygge i det italienske landskab, som lægger ryg til stenene i Venedig, i form af marmorbalustre som ædes op af havet og kødlignende facadeornamentik, og Roms travertin, der ligger som et mægtig aftryk efter rigdom og kunst, dette forbandende makkerpar, som kan gøre mig helt fortvivlet, eftersom grotesk rigdom op i gennem historien har givet os vidunderlige ting og steder, men hvis nu vi ville bruge penge på kunst og håndværk i stedet for forbrug, ville verden være et bedre sted, og vi kunne med god samvittighed nyde vores ekstraktionslandskaber og ingeniørkunst, vel vidende om at mineralerne var hentet ud af velbetalte, dygtige arbejdere efter nøje overvejelse, og placeret ind i sammenhænge der var kæret om, ligesom kildekalken, der ikke længere findes i fri form i den danske natur, men er skåret ud i sten til huse og kirker, og det er fint nok, på samme måde som Weichsel-isens stenefterladenskaber er samlet sammen til gærder, bygninger, steler og grave, bortset fra de helt store af dem, der har landet i landskabet med ufravigelig autoritet, og som sammen med de forflyttede rejsekompagnoner af varierende størrelser danner helt utilgængelige kort over isens præcise færden, der somme tider resulterede i store floder og søer under gletsjerne. Prøv nu, at forestille dig dette:

Alt flydende vand i verden, i ét stort, bevægeligt diagram. Forestil dig hele planeten, med alle dens molekyler, ting, landskaber og processer. Fjern alt hvad der ikke er vand fra denne forestilling, og se for dig en samlet figur af vandet fra bølgesprøjt, kilder, grundvand, regn, have, tårer, mælk der strømmer ud af alle pattedyr, fjeldvand, floder, vand inde i alle æg, dråber på blade, kanaler, mosevand, rensningsanlæg, kaffekander, svømmebassiner, bække, blod, træer og akvarier. 

Det er ikke helt umuligt at få sådant et diagram af vandets former og kredsløb sat i bevægelse i sit indre. Jeg tænker somme tider på et tilsvarende diagram for calcit, hovedmineralet i kalk, der vandrer mellem alle elementer, og blander geologien med biologien i stadig mere avancerede kompositter, der går på tværs af tiderne, og binder kroppe sammen på tværs af æoner.