stadia arkitekter + Ornamental Projects

Friktion 2 - Kosmiske virkemidler

'Komponent(er) af dag og nat' - stadia arkitekter, 2024
Tekst ‘Fra en sand til en sanset verden’ af Ornamental Projects, 2024
Kurateret af Sofie Højgaard

Friktion er en serie bestående af fem online udstillinger med fokus på at udforske nye perspektiver på arkitektens handlingsrum. ‘Friktion’ tager afsæt i samtidens overlappende kriser (klima-, miljø- og energikrise samt materiale- og fødevareknaphed) og undersøger arkitekturens heraf forandrede felt og betingelser.
Friktion opstår mellem entiteter i bevægelse, og danner fx bjergkæder, lynild, bestøvning og stier i skoven. I samme analogi afføder ‘friktion’ pollinering, næring og udvikling af økosystemer. Friktion, bruges her som metode for nybrud og positiv udvikling.

Paradigmeskiftets friktion rummer et potentiale for at indføre nye arkitektoniske virkemidler og genbruge historiske. Et af samtidens opbrud er forskydningen og friktionen mellem en sand verden og en sanset verden. I anden udstilling i serien er dette fokus i både tekst og værk, hvor det har givet anledning til at undersøge betydning, ornamentik og symboler historisk samt hvorledes arkitekturen med enkle greb kan forankre os i en verden af flere dimesioner. Derfor tager udstillingen konkret afsæt i kosmiske virkemidler i arkitekturen som en slags verdensopbyggende elementer.

Stort tak til Dr.Phil. Flemming Kaul, seniorforsker ved Nationalmuseet for at deltage i workshop og stille viden til rådighed. Også stort tak til Statens Kunstfond for at støtte og dermed muliggøre projektet.

‍

Kosmos

‍Bronzealderens tegn og symboler repræsenterede datidens verdensbillede og er afbilledet på genstande båret af enkeltpersoner og overdraget fra generation til generation. Hvis jorden er flad, så bevæger solen sig fra den ene side til den anden og dykker ned under skiven, for at genopstå næste dag. Nogen må trække den og noget må stå bag, som vi må tilbede og tilfredsstille. Solen trækkes af hesten. Fisken og slangen hjælper, morgen og aften med overgangen til og fra underverdenen. De døde befinder sig i underverdenen og hjælper ligeledes til solens daglige fødsel. De begraves og tilbedes i jættestuerne som er orienteret efter månen. Dette må vi lære næste generation for at undgå verdens ende. Rageknive og bæltespænder har været dekoreret med soltegn som spiraler og cirkler med kryds, som trækkes i skibe af dyrene med en tydelig retning, fra venstre mod højre om dagen og omvendt om natten. Disse genstande har formentlig været gaver man modtog ved ritualer omkring overgangen fra barn til voksen (1). Symbolerne har således skabt en forståelse om en bagvedliggende højere sandhed og kosmisk forståelse.

Bronzealderens brug af symboler og måder at videreføre verdensbilleder har gennem tiden været den mest gængse måde at forstå sig selv og kosmos. Symbolets tilstedeværelse var indtil begyndelsen af det 20. århundrede umiskendelig og nærmest obligatorisk i skabelsen af en kollektiv kulturel forståelse. Det vil sige, at datidens mennesker voksede op med en anerkendelse af symboler som en del af deres kollektive verdensforståelse. I dag har vi ikke noget vokabular for det ornamentale, fordi det ikke længere er nærværende. Viden, håndværk og tro på en højere orden, der tidligere videreførte læren om symboler og ornamentik, er blevet bortrationaliserede som følge af en samfundsmæssig aversion mod udsmykning, nye produktionsmetoder, et sekulariseret samfund og en alt større acceleration. Troen på symbolikken er således gået tabt, men kan vi finde tilbage til fortidens interesse for dens virkninger og dens potentiale til at skabe forbundethed? Hvordan kan det værdiladede spille en rolle i nutidens arkitektur?
‍

Symbol

Symboler som repræsentationer af opfattelsen af- og relationen til kosmos, har været i udvikling siden begyndelsen af den visuelle kultur. Som værdiladet artefakt, har symbolet evnet at repræsentere noget ud over sig selv, og kan derfor agere formidler, i mellemmenneskelige relationer, mellem mennesker og deres omgivelser og mellem forskellige kulturer. Behovet for at forklare, systematisere og lade vores omgivelser med værdi er et menneskeligt behov, og det der skaber vores kultur.

Ordet symbol, af græsk symbolon 'tegn, skillemærke’ (2) oprindeligt brugt, for at bevise et tilhørsforhold, et på forhånd aftalt tegn eller kendetegn, for identifikation mellem to personer, f.eks. gennem to potteskår der passede sammen. Symbolet var således dele eller fragmenter, der fik sin betydning som del af en større helhed. I antikken var symbolet både et guddommeligt tegn, der afspejlede en højere orden, men også et, af konventioner forudbestemt, sprogligt eller billedligt tegn. I tidlige religiøse sammenhæng, var symbolet et adgangsgivende led til en højere orden, det sande. Selve symbolet var således en formidler, og for dem der kunne tolke det, skabte det kontakt til noget større og guddommeligt.

Symbolet er, til forskel fra en konkret afbildning, med en bestemt betydning, åbent for fortolkning. En fortælling uden ende med en kobling til det evige, uudsigelige, der kan fastholde vores opmærksomhed. Ifølge Goethe, var det karakteristisk for symbolet, at dets betydning oplevedes umiddelbart, og ved at symbolet også er det, det repræsenterer gør det sin egen betydning nærværende (3). Den allegoriske tilgang var derimod forbundet til kulturelle konventioner, hvilket kræver en form for oversættelse, da den henviser til noget andet end sig selv (4). Symbolet er både den fysiske genstand såvel som i idéen, hvilket giver den evner at forbinde mennesket til kosmos, naturen, det uendelige.

Symbolet som noget der danner forbundethed, er også en tanke hos C.G. Jung, der anskuede symbolikken som nøglen til en forsonet tilstand: "en bliven ét med sig selv og med menneskeheden". Ved at bruge symboler, naturlige eller kulturelle, kan vi skabe adgang til- og koble det bevidste og ubevidste, og dermed skabe en helhed. Det moderne samfund havde ifølge Jung, sløret menneskets evner til at forbinde sig til det ubevidste (5). I menneskets søgen efter svar og at afdække og forklare vores omgivelser, har vi undertrykt det ubevidste og sat vores tiltro til naturvidenskaben. Symbolet kan således være en nøgle for mennesket til at genfinde sig selv og samtidig finde en vej til at være i, og i et med verden.

Videnskabens verdensbillede lagde det religiøse og mytiske bag sig. I en afmystificeret verden har symbolet fået ringe vilkår som erkendelseskilde og for det moderne menneske er et symbol et symbol (6).
‍

Forbundethed

Udsmykning og symboler, opfattes i dag som noget vulgært og tidsspecifikt, der ikke hører hjemme i samtiden. Opgøret, der med Loos, forankrede forestillingen om udsmykning som primitivt og ineffektivt (7), har skabt en arkitekturtradition, der i sin mangel på oplevelsesmæssige virkninger, vanskeliggør menneskets forankring i sine omgivelser.

Vores samtid fremstår som en slags modernistisk eftervirkning, en evig fascination af materialers egenskaber og deres taktile, visuelle og funktionelle kvaliteter. Den ornamentale virkning bliver et resultat af en kuratering af oplevelsesmæssige effekter, mønstre, relieffer og rumligt avancerede former, der kombineres og sammensættes ikke kun for at forskønne, men også for at tjene et ’ærligt’ formål. Udsmykning og symboler bruges vilkårligt, som et spredt lag, som løsrevne tegn eller visuelle effekter, der sjældent har en underliggende forbindelse til værkets struktur og indre logik. Disse ’påklistrede’ effekter låner, ligesom mønsterbøgernes sammensatte billedtavler, sit formsprog fra en lang række kilder, og deres oprindelse, geografiske, sociale eller politiske herkomst negligeres. Der er tale om en form for arkitektonisk appropriering, hvor arkitekturen mister sin rolle som kulturformidler og kun fremstår som et billede, og de oplevelsesmæssige effekter reduceres til det visuelle som en stilart.

Forskellen mellem en historisk og nutidig tilgang til oplevelsesmæssige virkemidler ligger således i forholdet til værten, til sin kontekst og tidslighed. Arkitekturens evner at skabe forbundethed, er således blevet vanskeligere og resulterer ofte i en arkitektur, som ikke har en relation til sin kulturhistoriske kontekst og som i yderste konsekvens, efterlader os rodløse som mennesker.

I en situation hvor verden er præget af usikkerhed og kriser, har vi i højere grad behov for at forbinde os som mennesker, til hinanden og til verden. Den menneskelige tilværelse, vores væren-i-verden der, ifølge Heidegger, forholder sig praktisk og engageret til sig selv og sine omgivelser (8) føles på mange måder fjern i samtiden. Mennesket er - og søger sig – frakoblet og fri. Vi mangler de redskaber og oplevelsesmæssige virkninger der gør at vi kan forankre os i- og identificere os med vores omgivelser. Vi erfarer en dissonans med omverden, en negligering af historiske sammenhænge, lokale særpræg og traditioner, hvilket skaber en følelse af fremmedgørelse. Et miljø, der ikke vækker vores sanser eller skaber dialog, fremstår ligegyldig og gør beskueren til en passiv bruger.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa argumenterer med sit resonansbegreb for vigtigheden af at være i dialog med verden omkring os, en gensidig afhængighed af at lytte og reagere (9). Ifølge Rosa er resonans afgørende for, at vi kan opleve livsglæde, trivsel, meningsfuld eksistens og styrke vores følelse af at høre til i verden. For at resonans skal kunne opstå, må vores omgivelser kunne kommunikere noget. Vi kan ikke fremtvinge oplevelsen af resonans, men vi kan optimere forudsætningerne for at det kan opstå. Hvis vores omgivelser besidder virkemidler der kan tale til os, kan vi forstå dem, reflektere over dem og udvikle et forhold til dem.
‍

Værk og beskuer

Ser vi i stedet på tegn og symboler gennem æstetikkens filosofi, og hermed igennem sansningen, kan der opstå en anden betydning, nemlig som ornamentik. Ornamentik forstås som noget der er tilføjet for sanserne (10), og som skaber relationer mellem værk og beskuer. I selve relationen opstår nu meningen, idet den ikke længere er en skjult bagvedliggende sandhed. Ifølge Gadamer og den hermeneutiske cirkel, er man nødt til at forstå helheden for at kunne forstå dens enkelte dele, og omvendt. Forståelsen er ikke en proces, hvor man søger at rekonstruere forfatterens intention eller finde en anden "objektiv mening", men derimod et møde mellem to forståelseshorisonter, ideelt set en “horisontsammensmeltning” (11). Dette åbner op for at ting kan fortolkes på flere måder og ikke tilstræber objektive, vedtagne forståelser af omverdenen. Det er i interaktionen at værdien såvel som oplevelsen af identitet opstår. Dette indeholder et syn på æstetik, hvor relationen mellem opleveren og det oplevede er det centrale.

Gennem en mere overordnet undersøgelse af begrebet ornamentik har vi defineret en række kategorier for hvordan “noget” kan lades med værdi eller iscenesættes, gennem en menneskelig bearbejdning eller ordning, for på den måde at anskueliggøre sig selv, sit materiale, en rummelighed, en bygningsdel, en sammenstilling eller sin konstruktion, montage eller produktion og derved vække en relation mellem værk og beskuer. Denne bearbejdelse er en hilsen fra tingen til opleveren og noget er trukket frem, noget er påført eller ordnet og må frit opleves og fortolkes af beskueren.

De seks kategorier er kendetegnet ved i forskellige skalatrin at kunne give en oplevelsesmæssig erfaring og gå i dialog med opleveren (se diagram)
‍

Kosmiske forbindelser

Sol og måne betyder flere ting for det moderne menneske. De er symboler, men de er også kosmiske fænomener som kan opleves cyklisk, dog altid forskelligt. Når vi fjerner fokus fra os selv i centrum, opstår oplevelsen af at være en del af helheden.
Symbolet kan dermed agere håndsrækning, såvel til vores omgivelser som til det indre, og samtidig sætte os i kontakt ed noget større end os selv.

Den kosmiske cyklus, jordens rotation, solens og månens op- og nedgang, dag og nat, er det eneste vi kan være sikre på. Bronzealderens tegn og symboler var i sin samtid repræsentationer af en verdensopfattelse, men derfor kan vi godt opleve dem i dag, som det de er i sig selv. Objektet taler med beskueren om håndværk, materiale, om prægning og relief, lys og skygge, varme og kulde og sender en energi fra sig selv til modtageren og skaber en kosmisk forbindelse.

Arkitekturens oplevelsesmæssige værdier, herunder udsmykning og symboler, kan være afgørende for vores velvære og forankring i verden. Hvis der ikke er en udstrakt hånd, som vækker sanserne, lysten og skaber associationer, kan vi ikke opleve omverden. Symbolet kan menneskeliggøre verden for mennesket. Dets iboende potentiale, som æstetisk værktøj og formidler af bygningskultur og historie kan hjælpe os med at opbygge et forhold til vores omgivelser og kan være lige præcis den ledsager, vi har brug i mødet med vores fremtid.
‍