Peter Bertram, Høgni Hansen, Filippa Berglund

‘Det Utætte Hus’ - Peter Bertram, Høgni Hansen, Filippa Berglund, 2024
Tekst 'Vinden i vasketøjet' - Rasmus Strange Thue, 2024
Kurateret af Sofie Højgaard

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.
Formålet med udstillingsserien 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med perspektiver, der går på tværs af tid og medier.

Hvor de tre første udstillinger i Prospektserien beskæftigede sig byggeriets enheder og formater, beskæftigede de tre næste udstillinger sig med landskab og kontrol. De tre sidste udstillinger i Prospektserien undersøger arkitektur som en mediator for en dynamisk og foranderlig verden, der udover sin primære funktion (som fx. bolig) får en sekundær funktion som formidler af både årstidernes, dagens, eller vejrets subtile og abstrakte fænomener.
‍
'Det utætte hus’ er en hyldest til Shinohara og Kikotake og hvor husets simple konstruktion er en hilsen til førsnævntes værk Umbrella House, er det åbne plan nederst en hilsen til Sky House’s blotlagte jord i grundplan. Huset er tegnet til en hjørnegrund i Kyoto. Det har ingen tydelig termisk overgang mellem inde og ude og Det Utætte Hus’s brugere må bevæge sig mellem bygningens lag i overensstemmelse med rytmerne af dagen, solen og vindens skiftende retning og styrke.

Husets inderste lag er det tøj brugerne bærer eller måske kotatsuen (et opvarmet bord) hvorunder de varmer deres ben. Om efteråret rejses en teltlignende struktur i det største rum for at skabe en varm zone i området, der er mest udsat for ændringer i vejr. Teltets kabler stabiliserer huset så det modstår presset fra hård vind. Når varmen vender tilbage om foråret, demonteres teltet og de afstivende elementer samles til slanke søjler, der styrker væggene.

‍

Vinden i vasketøjet

I baghaven bag et gulmuret parcelhus på Sydsjælland, står et stålrørs-espalier, som set fra en fugls perspektiv er formet som et T. Forskellige sorter af æbletræer bor langs T’ets ene retning, og langs T’ets anden retning er udspændt tørresnore. Tørresnorene er omkring 8 meter lange og spændt stramt ud mellem fem løkker i den ene ende og fem i den anden, der danner et snoretræk på tværs af løkkerne, frem og tilbage. På vindstille dage, vibrerer snorene svagt i vinden når tørresnorene ikke udfylder deres tørrefunktion, men blot er tråde der vandrer på tværs af rummet.

Tørretid er et fascinerende samtaleemne for ejerne af T’et, der ofte gentager deres forbløffelse over netop dette fænomen. ”Det tørre på ingen tid!”. ”Jeg har hængt det op for en time siden, og det er allerede tørt!”. ”Er det ikke utroligt hvor hurtigt det tørre!”. Humøret stiger hurtigt i kraft af forbløffelsen over denne banale, men på den anden side magiske begivenhed.

Vind, sol, temperatur og luftfugtighedens forhold har indflydelse på tørretiden, som ejerne har et indgående forhold til, gennem netop vasketøjsrutinen. Der vaskes mere tøj når de rette vejrforhold melder sig. I denne trivielle rutine, resonerer vejret som et sanseligt fænomen for ejerne af T’et, der oplever og opsøger glæden, over nyluftet sengelinned.

Når der vaskes tøj, udfoldes en mindre installation baghaven af blafrende vasketøj, der ikke synes at forstyrre. Men anderledes anskues denne rutine i lejlighedens indsnævrende rum, hvor tørrestativet, modsat tørresnoren, bor.

Tørrestativet

Tørrestativer er spinkle og ustabile energikonstruktioner. Fra deres form kan udledes en række komplekse relationer og indsigter, på tværs af rum, form, krop/tøj, klima og tid.

Som en sommerfugls metamorfose, forvandles det sammenklappede nøgne tørrestativ i kosteskabets mørke til en udfoldet fugl iklædt sin farverige fjerdragt.

Tørrestativet kan forstås som en baggrundsform, i mental og fysisk forstand. Indenfor psykologien ville man måske betegne rutinen omkring tørrestativet, som en fortrængning, både af hensyn til pladsmangel og måske fordi stativet udviser en lyst til eksponering af undertøj.

Sjældent fremstår de i deres ”rene” form, idet de altid er i en dialog med vasketøjets komposition. Tørrestativet træder tilbage som en baggrundsform for en sorteret bunke vasketøj, som påklæder og skjuler tørrestativet. Stativet distribuerer via sine serielle tørresnore, forskellige sorteringer og kategorier af tøj, der ordnes og bunkes efter vaskeanvisninger; sort, hvidt, kulørt, 30/40/60/90 grader, uld, silke, fint, sport. Tekstilets materialegenskaber agerer udvælgelsesfilter for bunken, mens tørrestativet struktur organiserer bunken i rytmiske kompositioner.

I de gentagne mellemrum som komposition, udspilles et mindre hverdagsmirakel hvor vasketøjet tilføres energi, i form af varme og luft der over tid tørre det våde tøj. Igennem tørrestativets serielle distribuering af vasketøj, vandrer luften på tværs, og vandet fordufter.

Via Risten, som typologi, kan tørrestativets serielle organisationsprincip undersøges nærmere. Som en antitese til væggen, der adskiller, deler og isolerer, så er risten et mere uklart delingsprincip. I delingen finder sortering sted, som vaskeanvisninger, der tillader visse kategorier at samle sig. Her er både sortering, organisering og samling på færde.

Klima, både forstået som en stemning (mental tilstand) og fysiske vejrforhold, reorganiseres og animeres gennem risten som medium og grundlægger hvirvler mellem det mentale og fysiske. Vejret vandrer således på tværs denne typologi, og i mødet hvirvles alt fra løse blade, fundamenter, tankeflugt, humørsvingninger og adfærdsmønstre rundt.

Tørrestativet kan i denne sammenhæng forstås som model for en meteorologisk arkitektur (Rahm, 2023), der gennem sin termiske kompositioner, folder indre og ydre klimaer sammen.

Tørretid

At vaske tøj og tørre det, er en del af hverdagens rutiner, som folder sig ind og ud af dagenes cyklus, med skiftende interval. Vasketidspunktet finder ofte sted indenfor den tid vi kunne kalde for fritid og klokkesættes ud fra praktiske forhold, mens tørretiden kan variere som funktion af klima, rum og form, og er derfor udtryk for en mere elastisk tid, som dagligdagen må indordne sig under.

Vasketidspunkter kan også variere ud fra økonomiske forhold, som særligt blev synligt under energikrisen i 2022 hvor Rusland lukkede for gasen og elpriserne derfor pludselig steg og faldt drastisk i takt med vindens blæsen. Vasketidspunkter ændrede sig med vindens hast, og vinden som fænomen flyttede ind i dagligdagen, medieret gennem vasketøjet, der ellers synes at undslippe de flestes opmærksomhed. Andres vasketider (og generel brug af elnettet) regulerede elprisen i samme takt, og gav indsigt i naboens vasketøjsrutiner. Dagens vindprognose forvandlede eller solide ugennemsigtige vægge, til halvgennemsigtige vægge, og gav os indsigt i livet bag murene.

Mine rutiner forskød sig og lyden af vasketromler ledsagede mig roligt ind i søvnen, under denne tid, som et rytmisk skvulpende ”chant” der sendte mig ind i drømmenes verden.  

To stand despite all possibilities to fall

Det Utætte Hus, har et særligt forhold til tøj, på samme måde som tørrestativet har. Tekstilet bebor og flytter sig mellem huset og kroppen, og med sig flytter forskellige meteorologiske og mentale klimaer. Et indre telt slås op i efteråret, og forstærker husets kulde- og vindmodstand, og danner nye sociale rum. Huset påklædes på samme måde som kroppen sig efter vejret.

Huset kan aflæses via sine utætheder som tager form af eller giver form til forskellige energier (sol, vind og jordskælv) gennem husets skiftende konstruktive og tekstile kompositioner. Tøjet benævnes som husets inderste isolerende kerne, og medregnes i husets samlede energiregnskab. Som vasketøjet på tørrestativet der tynger og stabiliserer konstruktionen, spænder teltets her sine barduner, og iklæder sig et passende outfit til efterårets rasen.

I selve ophængningen af vasketøj på tørrestativet, finder en mindre balanceakt sted. At hænge vasketøj er et trivielt og rutinepræget arbejde, men netop det trivielle og rutineprægede efterlader et rum for tankeflugt. Tørrestativet kan dog tippe, hvis man ikke tilegner denne rutine nok opmærksom, der går ud på at fordele vægten af vasketøjet ligeligt. Hvert stykke vasketøj tynger tørrestativet via sin vægt, der gradvist presser tørrestativets ben udad og skaber konstruktiv friktion med sit underlag.

Det Utætte Hus, er hævet en etage over jorden via et grid af stylter eller bøjer. De synes ikke at være funderet, men hviler i stedet på jorden i skæve vinkler, for at modstå påvirkning af horisontale kræftpåvirkninger og tektoniske kuldegysninger. På undersiden af huset hænger lod, monteret til stylterne, og sammen kan man forestille sig at disse fungerer som balancerende penduler som stabiliserer huset under jordskælv. Der udfolder sig et tektonisk og rumligt drama imellem husets forlængede funderinger, der synes at stå trods alle sine muligheder for at falde. Mens jeg holder vejret, begiver jeg mig under Det Utætte Hus skrøbelige fundament.

Som en arkitektonisk energiform, er Det Utætte Hus i dialog med andre energiformer. Her kan nævnes Oswald Mathias Ungers forslag: Solar House eller Thomas Herzogs: Waldmohr House. Her er drivhuseffekter via glasfacader og hus-i-hus typologi, som det Termiske Løg, styrende matricer for en rumlig relation på spørgsmålet om klimavenlig arkitektur. Alle er de arkitektoniske kosmogrammer, der fremhæver utætte og resonerende verdensforståelser.