iida jonsson, ona julija lukas steponaityte, ssi saarinen

Prospekt VII - June, November

Billeder 'June, November' - iida jonsson, ona julija lukas steponaityte, ssi saarinen, 2024
Tekst 'Tidligt forår' - Esther Fröhlich, 2024
Kurateret af Sofie Højgaard

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.
Formålet med 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med perspektiver, der går på tværs af tid og medier.

Hvor de tre første udstillinger i Prospektserien beskæftigede sig byggeriets enheder og formater, beskæftigede de tre næste udstillinger sig med landskab og kontrol. Prospektseriens tre sidste udstillinger undersøger arkitektur, som en mediator for en dynamisk og foranderlig verden. Byggede miljøer, der intentionelt eller utilsigtet bliver formidlere af vores verdens foranderlige, subtile og abstrakte fænomener såvel som økonomiske og geopolitiske magtstrukturer.
‍
'June, November' viser er en serie billeder af solpaneler, der er dækket af enten pollen eller silt, og forhindres de i at producere energi. Panelerne får i stedet en ny funktion som displays af et landskabs cyklus såvel som foranderlige geopolitiske forhold. De to fænomener, er spor af de aktører som former landskaber - fra den sæsonvise og magiske produktion af pollen, til en reorganisering af landskabets ressourcer fx. ved anlægning af dræn til forsømmelse af de samme rør, når en nations kontrol og undertrykkelse af en anden nation, ophører og fører til oversvømmelser af det samme landskab.

Esther Fröhlichs tekst 'Tidligt Forår' undersøger relationer imellem 'glitches', kortlægning, tanker, minder om landskaber, om at observere og de usynlige begivenheder, der gennemstrømmer vores realitet og former vores landskaber. ‍
‍
Stor tak til Statens Kunstfond, for at støtte projektet.

‍

TIDLIGT FORÅR‍

Mine tanker kredser omkring: (1) Mælkebøtter, (2) Jenny Odell, (3) Torkild Helland Kleppe, (4) Anna Eglite, (5) solcellepaneler og pollen, (6) Ærø, (7) jordbunker, (8) Laurits Honoré Rønne (9) Agnes Denes, (10) min mormor, Gerda, og hendes far, som jeg aldrig har mødt, (-) og bananfluer.

‍(-)

Et digitalt glitch

Et glitch kendes oftest fra digitale universer. Det er en kort og pludselig fejl i et system, som oftest retter sig selv hurtigt igen. Glitchet gør for eksempel, at software crasher, billeder splintres og lyd forvrænges. Et digitalt billede kan få skår, blive vævet sammen af flere billeder eller blive todelt. Idet jeg scroller ned forbi glitchet, maler det digitale billede sig tilbage til sin oprindelige form. Det samler sig selv igen. Det kan virke, som om min bevægelse på den digitale flade er handlingen, der får pixelerne til at rokke sig på plads igen. Glitchet retter sig selv ind ved min påvirkning i et øjeblik, og jeg fanger det hurtigt i dets sammenbrud.

Glitchet ses ofte som et problem eller en fejl, som skaber ridser i lakken, sænker hastigheden i produktiviteten eller forhindrer noget i at kunne lykkes smooth. Det ses som en form for invasiv art, som springer frem med en stor energi, fordi jordbundsforholdene er gode, selvom asfalten ligger ovenpå, og som hurtig må fjernes (1).

Jeg har samlet på digitale glicthes i flere år ved at tage screenshots af det øjeblik, de fremtræder foran mig, mens jeg arbejder på min computer. Glitchene makulerer mine gennemtænkte og kontrollerede tegninger og gør dem ukontrollerede i deres udtryk. De før lige streger tegner sig nu som skrå og kantede i forskellige rytmer. En flade bliver forskudt over i hjørnet og danner en ny kant uden for rammen, mens farveflader bliver most ind i hinanden og skaber et vævet tæppe. De nye tegninger, som glitchene laver, ville jeg aldrig selv kunne lave, fordi jeg tænker alt for meget over, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det. De ligger gemt i en mappe på min computer, fordi jeg synes, de er smukke. Deres uforudsigelige karakter og underlige logik er forankret i noget, der ligger uden for det aktive valg og håndens magt. Glitchets fremkomst på fladen danner en sprække ind til skrøbeligheden i det kontrollerede. Historien om billedets organisering, opbygning og usynlige lag viser sig i skåret i den digitale hud, og pludselig opstår der brødkrummer på ruten, som viser mig vej hen til en anden fortælling.

‍

At gøre ingenting og en rettet opmærksomhed

Jeg kommer i tanke om en bogen ‘Inhabiting the Negative Space’, som jeg købte i Basel i 2021. Bogen består af en transskribering af et oplæg af forfatter og designer Jenny Odell (2) fra en virtuel dimissionsceremoni i 2020 på Harvard University. Hun tager i sit oplæg udgangspunkt i sin bog ‘How to Do Nothing - Resisting the Attention Economy’ fra 2019. I oplægget udfordrer hun den gængse samfundsmæssige idé om evig produktivitet både i kreative processer, arbejde og livsstil. I stedet foreslår hun, at man ‘ikke gør noget’, ikke i form af at være apatisk som en reaktion, men mere at træde tilbage og gøre ingenting. I den handling, mener hun, opstår et mulighedsrum for at rette sin opmærksomhed mod noget, der har en iboende værdi, eller som jeg forstår det: at man tillader sig selv at se ting, der sker omkring en. Afgrænsningen har ingen størrelse eller form og behøver nødvendigvis ikke forstås i en fysisk forstand, der er afgjort af en distance. Det kan lige så godt være, at det, der sker foran dig, finder sted eller har en forbindelse til en situation flere hundred kilometer væk. Situationen kan være, at der opstår en rettet opmærksomhed på vandets rejse gennem et landskab langt væk, fordi dine sko blev våde på en gåtur (3). Eller at du ved at trykke på knappen på en elkedel bliver opmærksom på de elektriske strømme, der suser igennem endeløse kabler, som er opbygget af forskellige metaller fra forskellige landskaber, som snor sig under og over jordskorpen (4).

Vores opmærksomhed er kapital og kan være med til at diktere og styre økonomier og politik. Et fokus på en opmærksomhed rettet mod noget, der generelt ikke er værdifuldt, kan gøres værdifuldt. Usynlige begivenheder, der ligger langt fra os kan have enorm relevans for den sfære, der er lige omkring os.

‍

Det blev et tidligt forår

Pollenpartiklerne er kommet tidligt i år. Det opdager jeg, fordi jeg så en story på Instagram fra residenciet somalgors74 i Schweiz. Det var et billede af birketræets blomster, som kaldes for rakler. Store, runde, lange og fyldige gule rakler. Spredningen og transporten af pollen sker med vinden eller med forskellige dyr, for eksempel bier. Nogle dage før havde jeg kigget på iida jonssons, ona julija lukas steponaitytes og ssi saarinens værk ‘JUNE’ (5), som består af solcellepaneler, der er dækket af et tyndt lag pollen. I laget af pollen findes der markeringer og spor, som ligner fingertegninger. Det virker som en gestus, der vidner om, at nogen har været forbi og lavet et mærke og udpeget noget, der var vigtigt at fortælle om. Jeg bliver opmærksom på, at laget af pollen nok gør, at solcellepanelerne mister sin funktion som energihøstere.

Et stort system af biologisk materiale, proces og foranderlighed møder et andet stort system af magtfuld, monokulturel kapital. Det ene system lukker det andet ned, og det andet system lukker det ene ned. Solcellepanelernes flade er et lærred for solens stråler, og i solcelleparken danner fladerne et nyt landskab oven på det andet. Under fladerne går får og klipper græs (6). Fladerne muliggør, at glitchet kan opstå - at solcellepanelerne mister deres energiomsættende funktion.

‍

Det ukontrollerbare

Et arkitektonisk glitch kan ses i et byggestop, en jordbunke (7), et bræt, der er faldet ned fra en facade. Det kan forekomme ved, at planlægningen af fremtiden var uforudsigelig, processen ukontrollerbar, eller at sømmet ikke var hamret godt nok i. Små ukontrollerede indgreb i det kontrollerede byggede kan måske danne lærred for, at andre værdifulde situationer kan opstå. Huller, alternative byggematerialer, fordybninger og gryder, frigørelser (8), løse mursten og halve huse. De kan være vejvisere og åndehuller for noget, som vi ikke kan måle eller regne ud lige her og nu. En anden værdi kan måske opstå i alt det, som altid er blevet fjernet, skrabet væk og smidt ud til fordel for en glat uigennemtrængelig skal, hvis vi holdt godt nok øje med glitchet og undersøgte netop, hvorfor det opstår, og ikke bare at det opstår. I tanken om dette kan glitchet som en fejl måske vendes til en mulighed for at gøre noget andet eller til at se, at noget uden for håndens magt kan spire frem.

Der findes en plads, som er en rest af en foreliggende byggeproces på Enghavevej i København. Pladsen er opstået ved et kommunalt og privat miskmask og står nu hen som et bart jordstykke. Til jul står der et juletræ, om sommeren går folk lidt rundt på jordstykket. Den overskydende plads er tydeligvis en fejl i et planlægningsarbejde i nogens øjne, men befinder sig nu som en åbning for, at noget ukontrollerbart kan ske. Jeg venter på, at nogen planter en hvedemark på jordstykket (9).

‍

Jeg vil gerne hjælpe min mormor med at finde vej ud til stranden igen

Min mormor vender tit tilbage til historien om, hvordan hun og hendes søskende cyklede fra deres forældres kolonihavehus i Hvidovre til en strand (10). Der var måske flere strande, eller måske havde de forskellige navne afhængig af, hvem der omtalte dem. Neptun, Mandalay og Tryllevælde var navne på strande og badeanstalter, der dukkede op i hendes hukommelse, men hun kan ikke huske, hvor de lå. Hun fortæller mig, at de fik lov til at cykle alene ud til stranden, som lå ti kilometer væk fra kolonihaven. De cyklede forbi en masse marker, for der var ikke så meget andet end marker derude på dét, der engang blev betegnet som landet, som engang var forfaldent, som engang var jordisk, som engang var malkeko, som engang var kolonihavehus, som engang var grusvej. Det er en succesbegivenhed for min mormor, at de cyklede alene derud, men ikke en succeshistorie. Deres rute fra kolonihavehuset og ud til stranden og tilbage igen er en gåde for min mormor, men hun virker ikke specielt interesseret i at komme til bunds i historien om ruten og strandenes placering. Det virker mere til at være uoverskueligt og uvedkommende. Det er mere mig, der har et ønske om at forstå, hvor hun har færdedes. Det er, som om landskabets forandring igennem årtier har slæbt ruten med sig og hvisket den ud i min mormors hukommelse. Jeg forstår hende godt, men jeg vil prøve at hjælpe hende med at finde vej ud til stranden igen.